Skip to main content

Kolding Netavis

Valgløfter uden bund – og en presse uden bid

Elo Christoffersen
René Nikolaj Andersen (C). Privatfoto.

Læserbrev af René Nikolaj Andersen (C), Kolding/ byrådskandidat.

I Kolding vælter det lige nu frem med valgløfter fra de siddende byrådspolitikere: nye linjeføringer af elmaster, gratis bybusser og andre tiltag uden udsigt til flertal – eller som i mange tilfælde heller ikke er praktisk muligt at løse. Man kan med rette spørge: Hvorfor er disse idéer ikke blevet fremsat de seneste fire år, hvor politikerne rent faktisk havde muligheden?

Det store problem er dog, at medierne ikke stiller de oplagte kritiske spørgsmål. I stedet gengives forslagene næsten ordret – som om vælgerne ikke har krav på at vide, om der er økonomi bag, tekniske muligheder, eller realistiske udsigter til opbakning i byrådet.

Demokrati kræver, at nogen holder politikerne fast på, hvad de ikke har leveret, før man ukritisk bringer deres nye løfter til forsiderne.

Et konkret eksempel er de syv millioner kroner, som Kolding har modtaget til at styrke den rekreative infrastruktur. Midlerne skal skabe nye rammer for oplevelser i naturen, så området kan tiltrække gæster året rundt – ikke kun i højsæsonen. Alligevel vil vi uden tvivl se de siddende politikere stå i kø for at tage æren, som om det var deres indsats, der skaffede pengene.

Men faktum er, at midlerne er kommet udefra, og den virkelige udfordring bliver at sikre, at de bruges til tiltag, der giver varig værdi for borgere og erhvervsliv. Det burde medierne gøre klart – i stedet for blot at videreformidle politikernes version af historien.

Vi fra Konservative tilbyder en anden vej: Tryghed for alle aldre, læring for livet, et stærkt erhvervsliv, grøn og blå balance, et vibrerende Kolding by og nye veje sammen. Det er ikke valgflæsk, men pejlemærker vi dagligt arbejder med.

Kolding fortjener fakta frem for overskrifter og ansvar frem for hurtige løfter.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: