Læserbrev af Jesper Termansen (C), Vamdrup / byrådskandidat.
Der er for alvor gået valgflæsk i valgkampen. Det er ikke usædvanligt, at partierne i valgkampen præsenterer politik, som på ingen måde er gratis, og vi må huske os selv på, at pengene kun kan bruges en gang, og at vi må prioritere de kroner kommunen har til rådighed. Det sker også hos os i Konservative.
Men valgløfterne har det med at blive noget vidtløftige hen mod valgdagen. Fx gratis bybusser og nu 10 mio. fundet frem til daginstitutionerne. Sympatisk nok, men hvorfor lige 10 mio.? Bare fordi det er et dejligt rundt tal, som vælgerne har nemt ved at forstå, her få dage før valget. Det lyder af noget.
Jeg er ikke tilhænger af gratis bybusser. For som med alt andet der er gratis, så er det kun gratis, indtil nogen skal betale for dem, og busdrift er forfærdelig dyrt i forvejen. Jeg vil langt hellere prioritere udbygning af vores cykelstier.
Og af de 10 mio. som belejligt er fundet frem til valgkampens slutspurt vil jeg foreslå, at de første 2,3 mio. i stedet bruges til ikke at spare 2,3 mio. på Ådalsskolen i Vamdrup, en specialskole for børn med autisme, som det ellers er foreslået og sendt i høring netop nu.
