Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), Ejstrup / formand for Natur Miljø og Klimaudvalget.
Jeg vil gerne vælges – ikke for et billede på en lygtepæl, men for det arbejde og de resultater, jeg har været med til at skabe de sidste fire år.
Hvis du savner mit ansigt i lygtepælene, så bare rolig – jeg er stadig klar til fire år mere med kamp for mere natur, renere vandmiljøer, rent drikkevand og stærkere klimaindsatser i Kolding Kommune.
Der er to grunde til, at jeg har fravalgt valgplakater.
Den første er helt enkel: Jeg mener ikke, vi skal bruge ressourcer på engangsplakatproduktion, når vi samtidig taler om at spare på klodens ressourcer. Det er et personligt valg – ikke en løftet pegefinger.
Den anden grund er, at jeg gerne vil udfordre den påstand, valgforskerne ofte gentager: at valgplakater virker. Jeg tror nemlig mere på samtalen, tilliden og den langsigtede indsats. For i sidste ende vindes valget – og vælgernes tillid – ikke på to uger i november, men i de fire år imellem.

