Læserbrev af Thomas Majgaard Byrsing (DD), Bramdrupdam/folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds.
Ulvedebatten i Danmark føres ofte langt fra de egne, hvor konsekvenserne mærkes i hverdagen. Siden ulvens tilbagekomst i 2012 er bestanden vokset støt, og der lever i dag omkring 40–50 ulve i Jylland. Samtidig er der registreret flere hundrede dokumenterede angreb på husdyr, primært får. Det er ikke enkeltstående hændelser, men et vedvarende problem, som påvirker både dyrevelfærd og landbrug.
Danmark er et lille og tæt befolket land. Vi har korte afstande mellem skov, landbrug, stier, boliger og legepladser. Det adskiller os markant fra lande som Sverige og Norge, hvor ulve lever i store, tyndtbefolkede områder. Derfor er det uansvarligt at påstå, at erfaringer herfra uden videre kan overføres til danske forhold.
Selv om risikoen statistisk set beskrives som lav, er det netop sådan alvorlige ulykker opstår: sjældent – men med katastrofale konsekvenser. Den dag et barn rammes, er skaden uoprettelig. Ingen statistikker og ingen ekspertrapporter vil kunne forklare eller forsvare, hvorfor man valgte at tage risikoen. At vente på den første alvorlige hændelse, før der handles, er ikke forsigtighed – det er ansvarsforflygtigelse.
Ulve er rovdyr. De er ikke en naturlig del af et moderne, tæt beboet Danmark, hvor mennesker, husdyr og natur lever side om side. Naturforvaltning skal tage udgangspunkt i virkeligheden – ikke i ideologi. Når et dyr gentagne gange skaber utryghed, lidelse og risiko, er den eneste ansvarlige løsning, at det fjernes.
Ulven bør derfor ikke forvaltes, men afvikles i Danmark. Alt andet er et eksperiment, hvor konsekvenserne risikerer at blive uhyggelige – især for dem, vi har allermest pligt til at beskytte: vores børn.
