Læserbrev af Mette Voss, Kolding/pædagog.
Der skulle en socialdemokrat på banen, for at der blev stillet forslag om de midler, som Regeringen og Konservative blev enige om i Finanslovsaftalen for 2026 til styrkelse af dagtilbudsområdet.
Kolding Kommune får forventeligt ca. 27,4 millioner kroner i 2026 og 37,4 millioner kroner fra 2027 og frem. 10 millioner kroner heraf blev prioriteret af Kolding Byråd selv i valgkampen.
Så tak til Jakob Stagaard (S).
Nu håber jeg at de andre partier husker hvad de lovede i valgkampen…og stemmer for forslaget.
Udtalelser som:
◦ Kolding skal ikke bare tale om at prioritere børnene. Kolding skal gøre det. (F)
◦ Vi skal sikre dygtige ledere, en stærk forvaltning og gode rammer for lærere og pædagoger. (V)
◦ Vi ønsker investeringer i både dagtilbud, skole og fritid. (B)
◦ Vores børns trivsel er vores vigtigste opgave. Vi vil sikre, at Kolding Kommune får Danmarks bedste institutioner og skoler. (C)
◦ Vi skal have et system, som giver tryghed for, at hvert barn får den hjælp, det har brug for. (O)
Med det i mente, må der være grobund for et børneområde, der i den grad bliver styrket i de næste fire år.
Så jeg vil se frem til de tiltag, der vil sikre de bedste betingelser for dem, hvor det hele starter – nemlig børnene.
