Læserbrev af Jonas Kallan Langvad (V), Vonsild / medlem af Skolebestyrelsen på Vonsild Skole samt byrådskandidat.
Tænk, at der skal en valgkamp til, før børnene på Specialcenter Vonsild (SCV) bliver hørt, og før de får de midler, de fortjener. Her går nogle af kommunens mest sårbare børn. Mange med behov for mandsopdækning, og flere med to voksne omkring sig. Alligevel er de læringsparate og ønsker undervisning af engagerede lærere.
I over fire år har SCV været underfinansieret. Skolens ledelse og forældrebestyrelse har gentagne gange gjort kommunen opmærksom på problemet senest via BDO-rapporten fra 2025, der peger på en årlig underfinansiering på op mod 6 mio. kr.
Jeg undrer mig over, hvorfor Børn- og Uddannelsesudvalget ikke for længst har løftet denne opgave. Hvorfor skal der en valgkamp til, før der handles? Det er bekymrende, når politikere nævner navne på børn for at fremhæve sig selv i debatten.
En forældregruppe uden for skolebestyrelsen inviterede udvalget til dialog om en akut løsning, og gjorde det med stor åbenhed og værdighed. De fortjener respekt, ikke at blive brugt som politisk markedsføring.
Lad os holde børnenes navne og ekstraordinære bevillinger ude af valgkampen. Dette handler ikke om politik, men om at give udsatte børn og dedikerede medarbejdere de rette rammer for læring og trivsel, nu.
Jeg har som skolebestyrelsesmedlem i to år kæmpet for dette, stille og sagligt. Det bør hele udvalget også gøre.
