Skip to main content

Kolding Netavis

Tak for fire år med børn og unge i centrum

Elo Christoffersen
Hans Holmer (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Hans Holmer (SF), Kolding/formand for Børn og Uddannelse.

Når julen nærmer sig, er det også tid til at gøre status. For mig markerer denne jul afslutningen på fire meningsfulde år som formand for Børn og Uddannelse i Kolding Kommune.

Det har været præget af stort engagement, høj faglighed og en professionel tilgang – hos ledere og medarbejdere, i forvaltningen, hos de faglige organisationer og blandt udvalgskolleger. Det hele har hvilet på et stærkt fællesskab på tværs af fag, roller og politiske ståsteder, med børn og unge som fælles omdrejningspunkt. Et fællesskab, hvor der er blevet lyttet, taget ansvar og fundet løsninger – også når opgaverne var svære.

Vi valgte at bygge videre på det, der fungerede, og skabe mest mulig ro i hverdagen. Med afsæt i det fælles børne- og ungesyn har vi arbejdet målrettet med kvalitet, sammenhæng og det lange seje træk – også i en tid med økonomisk pres. Samtidig er der gradvist blevet tilført midler til at styrke dagtilbuds-, skole- og familieområdet.

Perioden har været præget af store nationale reformer og nye krav, som er blevet håndteret med høj faglighed og driftssikkerhed.

I dag gives et solidt fundament videre til det nye Børn-, Skole- og Familieudvalg. Jeg håber, at den tydelige retning fastholdes, også selv om der fortsat venter vigtige opgaver.

Jeg har valgt at holde en pause fra politik og ser frem til mere tid til familien, mit arbejde og fordybelse.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår – også til dem, der arbejder, mens andre holder fri.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: