Skip to main content

Kolding Netavis

Svar til Jens Jakob Velasco: Lad os tage hele regnestykket med

Elo Christoffersen
Nicolai Holmgaard Juul (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Nicolai Holmgaard Juul (SF), Bjert / byrådskandidat.

Jens Jakob Velasco skriver, at han savner fakta i debatten om havnen. Det gør SF også. Det er dog ærgerligt, at tiden bruges på at beskylde andre for spin, når Velasco gør præcis det samme – udvælger de fakta, der passer til et narrativ, og fravælger de væsentlige, der udfordrer det.

Ja, forvaltningen vurderer, at virksomheder kan flyttes. Men at noget er juridisk muligt, er ikke det samme som, at det er ansvarligt eller konsekvensfrit. Det ændrer heller ikke ved, at havnen er et område af national interesse. Debatten bør ikke stoppe ved lovparagraffen – den bør begynde der. For hvad koster en flytning? Hvad betyder den for arbejdspladser, forsyningskæder og klima? Og hvor er miljøvurderingen af den omfattende landindvinding og det massive byggeri i beton, stål og glas, som visionsplanen skitserer? Alt det mangler i den plan, som Jens Jakob Velasco stolt agiterer for.

Han afviser havnens klimaargument med, at CO₂-gevinster “bare flytter med” til en anden havn. Det er netop pointen: Hvis vi erstatter skibstransport med mere landtransport, flytter udledningen ikke bare – den stiger. Vandtransport er fortsat den mest klimavenlige og trængselsreducerende transportform, vi har. Det er ikke føleri. Det er fakta.

Samtidig står miljøspørgsmålet om landindvinding ubesvaret. Erfaringerne fra Lynetteholmen viser, hvor voldsomt sådanne projekter kan påvirke miljøet.

SF er ikke imod byudvikling. Men beslutninger af denne størrelse kræver fakta, inddragelse og ordentlighed – også over for havnens virksomheder. Politik kræver overblik og ansvar – ikke overskrifter.

Lad os tage hele regnestykket med – også de poster, der ikke passer på forsiden af en valgfolder.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: