Læserbrev af Susanne Stenstrop Thorsen (SF), Kolding / by- og regionskandidat.
Alle mennesker er lige meget værd. Det lærte jeg som barn, og sådan ser jeg stadig verden. Derfor kan jeg ikke acceptere den voksende ulighed på sundhedsområdet. Skal din sundhed og dit liv virkelig afhænge af dit postnummer, din bankkonto eller din sociale status? Ikke på min vagt.
Jeg er i dag byrådsmedlem for SF i Kolding og håber, at jeg får lov til at fortsætte efter valget. Samtidig stiller jeg op til Region Syddanmark.
Hvis jeg bliver valgt til regionen, vil jeg arbejde for, at brugerbetaling på tandpleje, psykologhjælp og fysioterapi i videst muligt omfang afskaffes. Jeg vil kæmpe for, at du får hurtig og kvalificeret hjælp, uanset om det er dit ben eller din psyke, der knækker. Og jeg vil arbejde for, at pengegriske udbudsklinikker bliver fortid, mens regionsklinikker bliver en realitet i områder med lægemangel.
Alt for ofte er der ikke god nok sammenhæng mellem sundhedstilbuddene i kommunalt og regionalt regi.
Jeg har tit set mennesker falde mellem den kommunale og den regionale stol. Med en plads i både byråd og regionsråd vil jeg være den, der skubber de to stole sammen.
