Læserbrev af Christina Kuntz (V), Bramdrupdam / byrådskandidat.
For snart fem år siden startede Kolding Kommune projekt SISU på Vamdrup Skole. Mit barn med autisme var en del af den allerførste klasse, dengang under navnet NEST. Jeg så det helt tæt på – og jeg vil tillade mig at sige, at det projekt fejlede, ihvertfald for det inkluderede barn.
Der bliver heller ikke oprettet flere klasser nu – og heldigvis for det.
Der tales konstant om inklusion, men jeg tror fuldt ud på, at hvis vi prioriterer vores almene skoler, så sker inklusionen helt naturligt. For inklusion koster også penge – penge, der ville være bedre brugt på at forbedre folkeskolen generelt.
Og når det er sagt, så vil der altid være brug for specialskoler – for nogle børn kan netop ikke inkluderes.
Tænk på børnenes arbejdsmiljø. Mon det støjniveau, der ofte er i klasselokalerne og i fællesarealerne, ville blive accepteret i en virksomhed i dag? Her er der nærmere tale om stordriftsulemper – til modsætning når nogle politikere snakker om stordriftsfordele. Eller de stole, børnene sidder på dagen lang – er de ergonomisk korrekte? Jeg tvivler.
Og så må vi altså sænke antallet af børn i klasserne. Max 20 elever. Det vil give ro, mindre støj og lærere med bedre tid til den enkelte.
Jeg tror på, at hvis vi prioriterer alt det, vil vi helt naturligt få inkluderet de børn, som faktisk kan trives i det almene – hvis bare rammerne er der.
