Kolding Netavis

Stol på de ældre – lad dem selv bestemme

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Karina Adsbøl. Privatfoto.

Læserbrev af Karina Adsbøl, (MF, løsgænger), næstformand for Folketingets Social- og Ældreudvalg, Koldingvej 17, 6580 Vamdrup.

Jeg har altid troet på, at de ældre og deres pårørende er de nærmeste til at vide, hvad de har brug for af støtte i hverdagen. Det er blandt andet derfor, jeg har kæmpet indædt for at få lovfæstet klippekortsordningen, som jo netop giver mere selvbestemmelse og frihed for den ældre borger.

Men i virkeligheden vil jeg gerne give tøjlerne helt til de ældre, så derfor har jeg kæmpet for det, der så fint hedder selvvisitering, da vi forhandlede om den såkaldte reserve på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025.

Det lykkedes mig heldigvis at få afsat 16,2 mio. kr. til initiativet med selvvisitering. Det er midler, som kommunerne nu kan søge, så de ældre borgeres ønsker og behov i langt højere grad tages med i ligningen og så de ældre inddrages langt mere, når der skal visiteres hjemmehjælp.

Der skal lyttes til, hvem borgeren er og hvad de har brug for og ikke bare fordeles hjælp og støtte ud fra et skema. Vores ældre borgere ønsker sig hverken mindre eller mere støtte, end de har brug for.

Alligevel ser vi desværre, at støtten og behovet ikke stemmer overens, og det mener jeg, at selvvisitering kan være med til at rette op på.

Så jeg håber, at Kolding Kommune og mange andre kommuner vil søge midlerne, så vi kan komme tilbage til et system, hvor det handler om borgeren og de ønsker og behov han eller hun har.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel