Skip to main content

Kolding Netavis

Støjen i Kolding kræver handling nu

Elo Christoffersen
Nils Sjøberg (R). Foto: Anders Sonne.

Læserbrev af Nils Sjøberg (R), Kolding/folketingskandidat i Sydjylland.

Der er ikke sket meget siden en undersøgelse viste, at over 5.000 boliger i Kolding – og dermed flere tusinde koldingensere – bor i en sundhedsfarlig støjzone. Der er ganske vist kommet støjværn nogle steder, men der er stadig langt fra gjort nok.

Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at susende biler og rumlende tog kan have en så voldsom påvirkning på vores helbred, at det kan øge risikoen for kræft. Det er derfor på tide, at der etableres mere støjværn og flere støjdæmpende foranstaltninger for de mange koldingensere, som hver dag udsættes for støj.

Støj i vores hverdag kan gå ud over nattesøvnen og hørelsen, men som undersøgelsen – udarbejdet i samarbejde med Roskilde Universitet – også viser, kan den øge risikoen for flere folkesygdomme.

Hvis støjen kommer over grænseværdien på 58 decibel (dB), skal nybyggeri leve op til en række krav om tiltag, der mindsker støjen – eller alternativt have dispensation. Mange koldingensere lever i en støj langt over de 58 decibel (dB).

Der, hvor boliger ligger tæt på stærkt trafikerede veje, foreslår Miljøministeriet blandt andet at omlægge trafikken, sænke hastigheden og ændre vejbelægningen. Samtidig vil en elektrificering af togtrafikken betyde markant mindre støj. Elektrificerede tog reducerer også CO₂-udledningen. Derfor mener jeg, at et nyt Folketing bør prioritere elektrificeringen af jernbanen langt højere og få arbejdet sat hurtigst muligt i gang – sådan som man allerede har gjort i store dele af resten af Europa.

Miljøministeriet påpeger desuden, at man kan etablere støjskærme, volde eller andre terrænændringer, hvor det er muligt. Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil jeg arbejde for, at Folketinget giver boligejere mulighed for tilskud til støjisolering af facader og vinduer.

Uanset hvilken løsning man vælger fra politisk hold, bliver det dyrt. Derfor må det også løses nationalt. Men det kan blive endnu dyrere ikke at handle. I så fald vil flere tusinde mennesker påvirkes mentalt og fysisk af støjen.

Det er helt afgørende, at der også tænkes mere langsigtet. En vigtig del af løsningen er at flytte mere godstrafik fra vejene over på jernbanen. Det kræver, at vi styrker jernbanen – blandt andet ved at genetablere dobbeltsporet mellem Tinglev og Padborg.

Som koldingenser vil jeg kæmpe for, at vi tager støjproblemet langt mere alvorligt – og jeg vil arbejde for disse løsninger på Christiansborg, hvis jeg får opbakning til det.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: