Kolding Netavis

Stem på en kandidat, der forstår arbejdsmarkedet

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen
Privatfoto.

Læserbrev af HK Sydjyllands formandskab, Ole Kjær (afdelingsformand), Annette Godsvig Laursen (fmd., HK Stat Sydjylland), Dorthe V. Willumsen (fmd., HK Kommunal Sydjylland), Hanne K. Mathiasen (fmd., HK Handel Sydjylland) og Julie Bæk Krogh (fmd., HK Privat Sydjylland), Jupitervej 1, 6000 Kolding.

Valgkampen er i gang og hele 14 partier kæmper om vælgernes gunst. Vi vil ikke pege på hverken kandidater eller partier frem for andre. Men som formænd i én af landsdelens største faglige organisationer vil vi gerne give vores bud på, hvad vi mener, du som vælger bør fokusere på, når du møder kandidaterne enten på skærmen eller i virkeligheden.

Først og fremmest: Har kandidaten en forståelse for arbejdsmarkedet? Lige nu står politikerne i kø med pengeposer, de vil uddele til bestemte faggrupper, mens andre overses. Men her til lands er det faktisk arbejdsmarkedets parter, der aftaler lønstigninger og arbejdsforhold. Vi ved nemlig langt bedre end politikerne, hvor skoen trykker. Stem på én, der respekterer det.

Dernæst: Ved kandidaten, hvad grøn omstilling kræver? Enhver, der ikke er klimafornægter, kan se, at grøn omstilling er en bunden opgave. Og grøn omstilling kræver faglært arbejdskraft. Derfor er det problematisk, at antallet af faglærte falder støt, og at vi i 2030 vil mangle 88.000 faglærte, hvis der ikke bliver gjort noget. Stem på en kandidat, der forstår denne sammenhæng og vil investere i erhvervsuddannelserne.

Og sidst, men ikke mindst: Taler kandidaten politik, eller peger han/hun fingre? I en krisetid har vi brug for politikere, der holder blikket skarpt rettet mod bolden og stiller op med et gennemarbejdet og gennemsigtigt politisk program. Stem på én, hvor du ved, hvad du får.

God valgkamp.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel