Det kan betyde at lokale protester overhøres.
Statslig udpegning af energipark: Protester fra naboer til planer om en gigantisk solcellepark og vindmøllepark ved Højrup og Farris, syd for Vamdrup, er måske nu til ingen nytte. Det skyldes, at det er lykkedes for aktørerne, at få gang i en statslig udpegning af parken. Det skriver Netavisen Lokal.
Plan–og Landdistriktsstyrelsen har sat i gang en ny høring. Forud har et flertal i Kolding Kommunes Plan og Teknik udvalg overraskende besluttet, at fastholde kommunens støtte til, at området omdannes fra landbrugsjord til energipark. Og dette kan overraske, fordi at kommunen tidligere har besluttet ikke, at godkende nye energiparker i områder, hvor naboerne er imod.
Den nye situation har medført, at der nu for området er fremlagt udkast til en statslig bekendtgørelse. Den er justeret i et samarbejde mellem Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Kolding Kommune. Høringsfristen er fastsat til den 16. september.
Udpeges området ved Højrup og Farris til en statslig energipark, som meget nu tyder på, betyder det, at staten kan dispensere fra en række arealbindinger, regler og lovgivning, hvis de står i vejen for etablering af vindmøller og solceller.
Energiparken ved Højrup-Farris skal indeholde solcelleanlæg og vindmøller. Og der har især lokalt været modstand mod tårnhøje vindmøller.
Kommunens By- og Fællesforvaltningen forventer nu, at der kan fremlægges forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderingsrapport samt udkast til § 25-tilladelse i medio 2026. Altså efter kommunalvalget i november 2025:
-Det er aktører fra energibranchen, der har fået staten til at udpege området til en statslig såkaldt VE Park. Det vil medføre endnu større gener for områdets beboere, fordi staten kan dispensere på en lang række områder uden der kan gøres noget, siger byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen fra DF.
Og han frygter, at der kan dispenseres fra en del af klagerne fra naboerne.
En VE Park kan efter nuværende regler bestå i op mod 50 år eller mere.

