Skip to main content

Kolding Netavis

Millionaftale rammer padel i Kolding

Elo Christoffersen
Rocket Padel i Kolding er en del af ny stor millionaftale, hvor Sparekassen Kronjylland bliver eksklusiv bankpartner. Foto: Rocket Padel/Facebook.

Sparekassen Kronjylland bliver eksklusiv bankpartner for Rocket Padel i Kolding i en af dansk padels største aftaler. Aftalen i millionklassen giver banetid, erhvervsnetværk og en ny sportschef til næste generation.

KOLDING: Padel i Kolding får et markant løft.

Sparekassen Kronjylland er blevet eksklusiv national bankpartner for Rocket Padel Danmark i en aftale i millionklassen. Det skriver Rocket Padel i en pressemeddelelse.

Aftalen løber fra 1. september i år til 1. september 2029 med option på yderligere tre år.

Kolding er en af kun fire byer i aftalen, der har centret på Ambolten. De andre er Esbjerg, Randers og Viborg. Aftalen udvides i takt med, at kæden åbner nye centre.

Det er en af de største aftaler, der er lavet i dansk padel.

Banetid frem for reklamer

Hovedparten af værdien ligger ikke i klassisk eksponering. Den ligger i aktivering.

Hver af sparekassens afdelinger råder selv over et fast årligt beløb, der kun kan bruges på banetid til kunder og medarbejdere.

Sparekassen får også sin egen brugerprofil i hvert center. Så kan en afdeling booke en hel bane.

-Det her er en af de største aftaler, der er lavet i dansk padel — men det vigtigste er ikke størrelsen, det er måden, fortæller Lars Ingerslev, landechef i Rocket Padel Danmark.

-Aftalen er bygget til at blive brugt: af sparekassens kunder og medarbejdere, af erhvervsnetværkene og af de unge, tilføjer han.

Ny sportschef ansat

Aftalen har allerede fået sin første konsekvens.

Rocket Padel har ansat landsholdsspilleren Simone Alipieva som sportschef med ansvar for ungdom og foreningssamarbejde i alle fire byer.

Hun varetager rollen sideløbende med sin aktive karriere.

-Den første konkrete konsekvens er, at vi har kunnet ansætte en sportschef med ansvar for næste generation af spillere, siger Lars Ingerslev.

Erhvervsnetværk i Kolding

Sparekassen lægger navn til padelkædens erhvervsnetværk i Kolding, Esbjerg og Viborg.

Padel har på få år overtaget en del af den rolle, golfen tidligere havde som erhvervslivets mødested. En kamp tager en time, og fire spillere med vidt forskellige forudsætninger kan spille sammen fra første slag.

-I Sparekassen Kronjylland er fokus på relationer, og padel er blevet rigtigt mange danskeres foretrukne sport, når det handler om netværk og samvær, forklarer Pernille Kempel, marketingchef i Sparekassen Kronjylland.

-Derfor er det også naturligt for os at møde kunder og samarbejdspartnere i padelhallerne, tilføjer han

Særligt vigtigt for sparekassen har det været, at aftalen giver Rocket mulighed for at investere i de unge, der har fået interesse for sporten.

Aftalen omfatter også fordele for sparekassens medarbejdere og privatkunder. Sparekassen bliver samtidig turnerings- og hospitality-partner ved store turneringer og events i Rockets centre.

Mere sport fra Kolding

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.