Der er politisk harme over en sag om migrantarbejdere i Vonsild. -Det lugter af menneskeudnyttelse, fortæller SF’s retsordfører Karina Lorentzen fra Kolding.
En sag om tre rumænske bygningsarbejdere, der blev rekrutteret til Danmark med løfter om ordentlige forhold og overenskomstmæssig løn, har vakt stærk politisk kritik.
Tre uger efter deres ankomst til Danmark blev de fyret uden løn og efterladt uden midler til hjemrejse. Arbejderne var ansat hos det danske firma C&D Montage og arbejdede på det problematiske byggeprojekt Vonsild Bakke i Kolding.
Ifølge deres kontrakter skulle de have overenskomstmæssig løn. Men virksomheden havde ikke tegnet nogen overenskomst. Efter kun én udbetaling på 7.000 kroner, som blev delt mellem dem, fik de besked om, at der ikke var flere penge til løn. Det skriver jv.dk.
-En “vammel” sag
SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, valgt i Sydjylland, kalder sagen „vammel“ og opfordrer politiet til at efterforske sagen som mulig menneskeudnyttelse.
Hun påpeger, at det er ekstremt alvorligt, når mennesker hentes til Danmark under falske forudsætninger og arbejdes under dårlige vilkår uden løn.
-Vi skal reagere hurtigt og konsekvent på den slags, siger hun i en pressemeddelelse.
Fagforbundet 3F Kolding har stævnet C&D Montage for 190.000 kroner og indberettet sagen til Center mod Menneskehandel, der kan vurdere, om det drejer sig om menneskeudnyttelse efter straffelovens § 262 a. Karina Lorentzen har samtidig indkaldt til samråd den 19. november for at sikre politisk opmærksomhed og handling i sagen.
Hun understreger, at Danmark ikke må være et fristed for virksomheder, der udnytter sårbare mennesker:
-Det handler om vores samfunds anstændighed og retfærdighed.

