Læserbrev af Kalle Busch, Kolding / sekretær i Faglige Seniorer (Kolding Lokalforening).
Mandag den 27. oktober samledes forventningsfulde seniorer til endnu en omgang Seniorbio i Kolding.
Denne gang stod den på den nye danske krimifilm Rejseholdet: Det første mord – en historisk fortælling om Danmarks første rejsehold og deres allerførste kriminalgåde.
Filmen er baseret på Jacob Jonias roman Den yderste grænse, og manuskriptet er skrevet af Lasse Kyed Rasmussen i samarbejde med Boe. I hovedrollerne ses Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel og Nicolaj Kopernikus som de tre centrale efterforskere. De bakkes op af stærke præstationer fra Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Lars Ranthe og Kristian Halken.
Filmen, instrueret af Christoffer Boe (Journal 64), tager os med tilbage til året 1927, hvor den ambitiøse politimand Otto Himmelstrup får til opgave at lede et nystartet rejsehold – en gruppe efterforskere, der skal bistå lokale politikredse med særligt vanskelige sager. Da et lig dukker op i et nedbrændt sommerhus i Esbjerg, begynder en opklaring, der afslører magtkampe og korruption blandt byens spidser.
Undertegnede faldt dog over at omgangstonen med at være dus ikke virker særligt troværdig mellem en sekretær og en chef efterforsker, ligesom det er tvivlsomt at vi i år 1927 finder en så frisk ung dame der føler og opfører sig som ligeværdig med mændene.
At sexparties blandt det bedre borgerskab forekommer i 1920erne og op gennem trediverne har været en ting er ofte beskrevet i litteraturen men i Esbjerg, ja hvorfor ikke? miljøet med den driftige fiskeriby er spot on.
Nicolaj Kopernikus spiller en absolut troværdig rolle som en efterforsker der omfavner de nye teknikker og bruger dem til gavn for opklaringen og handlingen, men kan man, stadig i 1927 finde identiteten på en mand ved en plombe alene?
Den arrogante unge chefefterforsker Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen) spiller en formidabel rolle som han hele vejen igennem er tro mod, også når han afslører den lille skadede dreng han er indeni, plaget som han er af hans lillebrors tragiske dødsfald, hvor han bærer skylden i sig ikke mindst næret af en fordømmende indremissionsk mor, her brænder han totalt igennem.
Camilla Holdt (Mathilde Arcel) den kvindelige hovedrolle er et frisk pust, som vil pynte i enhver rolle hendes entusiasme er befriende og der var stor enighed om at det var seværdig film.
Der er Seniorbio næsten hver måned, vi vender stærkt tilbage mandag den 24. november kl. 13:00, hvor vi viser filmen Den sidste viking.
Vi glæder os til endnu en hyggelig eftermiddag med film, refleksion og fællesskab. Hold øje med os på Faglig Senior.dk eller få vores nyhedsbrev.
