Skip to main content

Kolding Netavis

Sårbare mennesker er ikke en forretning

Elo Christoffersen
Folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF). Foto: Elo Christoffersen.

Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), Kolding/retsordfører for SF.

Jeg har svært ved at forstå, at vi i Danmark stadig accepterer, at der kan tjenes penge på nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund. Udviklingshæmmede, mennesker med sindslidelser og anbragte børn og unge er ikke en forretningsmodel – de er mennesker, som har krav på tryghed, omsorg og ordentlig hjælp.

I Den Sorte Svane hørte vi, hvordan kriminelle åbent taler om at tjene hundredtusindvis af kroner på borgere med autisme. Det gjorde mig både vred og bekymret. For når politiet samtidig fortæller, at bosteder og krisecentre er attraktive mål for kriminelle, er det tydeligt, at noget er helt galt.

Regeringen har nu lavet en aftale, der skal stramme op på ejerkredse og bestyrelser. Det er et skridt i den rigtige retning. Men det er ikke nok. For så længe det er lovligt at trække profit ud af sociale tilbud, vil der være nogen, der sætter penge før mennesker.

Sociale tilbud er ikke virksomheder som alle andre. Her bor mennesker, som er dybt afhængige af vores fælles ansvar. Derfor mener jeg, at eventuelle overskud skal blive i tilbuddene og bruges på bedre omsorg og flere hænder – ikke på at fylde private lommer.

I SF vil vi fortsætte kampen. For sårbare mennesker fortjener bedre.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: