Danmark stod sammen og rejste over 137 millioner kroner til Knæk Cancer.
Så meget blev der indsamlet til Knæk Cancer: I en tid præget af usikkerhed og internationale konflikter har Danmark vist stærk sammenhold og solidaritet ved Knæk Cancer. I år blev der indsamlet hele 137.606.333 kroner til kampen mod kræft.
Kræft rammer næsten alle familier på et tidspunkt i livet. Men når børn, voksne, ildsjæle, lokalsamfund og virksomheder samles om Knæk Cancer, omsættes håb til handling. De indsamlede midler går til forskning i bedre opsporing, udvikling af nye behandlinger samt støtte til mennesker, der lever med eller har overlevet kræft.
Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, udtrykker stor glæde over den brede opbakning:
-Jeg er blæst bagover af det fællesskab, vi ser under Knæk Cancer. Midt i en tid præget af kriser og konflikter er det stærkt at opleve, hvordan Danmark står sammen om kræftsagen. Tak til alle, der har været med til at gøre Knæk Cancer muligt, siger han i en pressemeddelelse.
Hver tredje dansker vil på et tidspunkt i livet blive ramt af kræft. Derfor deler mange danskere en fælles historie. I otte danske byer kunne folk skrive hilsner til deres kære på blade fra den ikoniske Knæk Cancer-blomst. Bladene blev lørdag samlet i Hillerød foran Royal Stage, hvor det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer – et show for sagen’ blev afviklet og samtidig vist på TV 2.
-I en tid med alt for meget usikkerhed føles det enormt vigtigt, at vi står tæt sammen om både de svære og gode ting i livet for at bevare et fælles håb. Vi er stolte af gennem tv-programmer som ’Vild med dans – Knæk Cancer’ og ’Knæk Cancer – et show for sagen’ at sætte fokus på fællesskabet, åbne op for de svære samtaler og sikre, at ingen føler sig alene i kampen mod sygdommen, siger TV 2-redaktør Peter Toldberg Gamborg.
Fredag aften kunne seerne opleve ’Vild med dans – Knæk Cancer’, hvor tidligere kræftpatienter dansede med professionelle partnere for at samle penge ind. Lørdag aften blev donationerne modtaget i stor stil, mens forskellige kunstnere underholdt med sang, musik, dans, tankelæsning og akrobatik.
Knæk Cancer har gennem årene støttet over 540 projekter. Årets indsamling gør det muligt at igangsætte 48 nye projekter, som har til formål at gøre en konkret forskel for mennesker, der er berørt af kræft.





