Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), Fovslet/folketingskandidat samt byrådsmedlem.
Når jeg åbner vandhanen derhjemme, kommer der rent, klart drikkevand ud. Det virker næsten selvfølgeligt, men for mig er det et fælles ansvar, ikke en garanti. Vi skal passe på vores grundvand, så kommende generationer også kan nyde godt af det.
Debatten om sprøjteforbud og beskyttelsesnære boringsområder (BNBO) fylder meget. Det er forståeligt, at nye restriktioner kan opleves som indgribende, og der findes data, der viser, at korrekt brug af sprøjtemidler ikke nødvendigvis udgør en risiko.
Men borgernes bekymring for drikkevandet er reel, og den bør vi tage alvorligt. Samtidig er det vigtigt at huske, at landbruget ikke står alene. Grundvandet trues også af noget så hverdagsnært som forkert brug af kemikalier i private hjem, malingrester, rensemidler, pesticider til haven og andre stoffer, som havner de forkerte steder. Hertil kommer utætte kloakker, der kan forurene jorden uden at nogen opdager det.
Beskyttelsen af drikkevandet er altså et fælles anliggende, ikke en opgave for en enkelt sektor.
BNBO-indsatsen i kommunerne viser, at der allerede tages lokalt ansvar. Det er fornuftigt at være påpasselig tæt på vores vandboringer. Ikke for at udskamme nogen, men fordi fornuftig forebyggelse er den bedste forsikring, vi har.
For mig handler det ikke om symbolpolitik, men om tryghed. Tryghed for, at vi også om 30 eller 50 år kan åbne hanen og drikke vandet uden at tænke over om det er rent.
Det ansvar har vi alle, og vi løser det kun i fællesskab.
