Læserbrev af Annette Blynel (SF), Svendborg / gruppeformand og spidskandidat.
Vi står midt i en tid, hvor sundhedsvæsenet forandres markant. Den nye sundhedsreform skal skabe mere sammenhæng, lighed og nærhed – men den bliver kun en succes, hvis politikerne udviser mod, åbenhed, tillid og inddragelse.
Et stærkt sundhedsvæsen og en bæredygtig region kan ikke udvikles bag lukkede døre. Det kræver en kultur, hvor medarbejdere, patienter, pårørende og borgere oplever, at deres erfaringer og stemmer faktisk betyder noget. Demokrati handler om mere end valg hvert fjerde år – det handler om løbende dialog og fælles ansvar.
Derfor ønsker vi fra SF et stærkere regionalt demokrati, hvor inddragelse af brugere, fagpersoner og politikere, er reel og ikke blot symbolsk. Inddragelse skal ske før beslutningen tages. Udviklingen sker sammen med dem det handler om, nemlig borgerne.
Region Syddanmark er en stor arbejdsplads med ca. 28.000medarbejdere. Her skal trivsel, faglighed og et virkelig godt arbejdsmiljø være bærende. Det kræver tillid, ordentlighed og et tæt samspil mellem medarbejder, ledelse og politikere. Medarbejderne skal involveres aktivt – ikke gemmes væk bag hierarkier og uigennemskuelige processer.
Samtidig skal samarbejdet med kommuner og civilsamfund styrkes. For sundhed skabes ikke kun på hospitaler, men i fællesskaber. Vi har brug for partnerskaber, hvor alle er med til at skabe løsninger tæt på borgerne.
SF ønsker langt mere åbenhed og adgang til information og data for presse og borgere – for åbenhed er selve forudsætningen for tillid og demokrati.
