Kolding Netavis

Opklarende svar til Eva Kjer Hansen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Hans Holmer (SF), gruppeformand for SF og byrådsmedlem, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Først og fremmest velkommen til Kolding Kommune, Eva Kjer Hansen. Og tak, fordi du nu også har fået interesse for det lokalpolitiske.

Du har sammen med Ole Alsted (medlem af Kolding Byråd, Venstre) kaldt SF´s forslag om at få undersøgt muligheden for ikke at sende mails ud til borgere om aftenen, i weekender og ferier, for overformynderi.

Fra min post som socialudvalgsformand ved jeg fra borgerhenvendelser, hvor forfærdelig lang og frustrerende eller ensom en weekend kan være, hvis der dumper en besked ind i ens e-Boks ved starten på weekenden. Indholdet kan være indkaldelse til et møde, da bevillingen til handicaphjælpere til ens handicappede barn er opbrugt, eller et møde om, at ens sygedagpenge stopper.

Ole Alsted har på Venstre-Koldings Facebook-side en fornuftig tilgang til vores forslag. Her har en person skrevet: ” … som borger burde man have mulighed for at frasige sig offentlig post i weekenden, ferier osv. De som ikke vil, fortsætter bare som de plejer. Så kan man da tale om at tilgodese alle borgere”, og Ole har svaret: ”Relevant input til, når vi skal drøfte, for vi ved godt, at modtage “trælse” beskeder op til en weekend er noget møg. Vi glæder os til at drøfte sagen”.

Jeg synes faktisk, at det er et fornuftigt udgangspunkt til, når vi skal drøfte SF´s forslag.

SF vil selvfølgelig aldrig blande sig i, hvornår mennesker læser deres mail.

Eva skal have tak for at melde så klart ud med, hvor SF og Venstre adskiller sig. Jeg håber dog, at Eva vil videreføre den tradition, at vi snakker om tingene i Kolding Byråd frem for at føre symbolpolitik. Det klæder ingen og skaber ingen resultater.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *