Grønt Vamdrup gentager succes med udstilling til Crazy Hours.
Ny udstilling til Crazy Hours: Fredag den 8. august står Grønt Vamdrup igen klar med en ny udstilling i forbindelse med Crazy Hours-arrangementet. Kolding Kommune har stillet det tidligere bibliotek på Jernbanegade 1 til rådighed for initiativet. Det får støtte fra en række kommunale institutioner såsom Bæredygtighedshuset, Redux og BlueKolding.
Som noget nyt bidrager deltagerne i Grøn Trepart – Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening samt Udtagningskonsulenterne fra Ministeriet for Grøn Trepart – til udstillingen. Her sættes fokus på initiativer, der kan påvirke lokalområdet positivt, herunder vedvarende energi fra sol og vind.
Nyt logo
Samtidig præsenterer Grønt Vamdrup sit nye logo, skabt af den professionelle grafiker Ane Marie Kaae.
-Vi er klar til at modtage gæsterne i huset den 8. august. Der sker meget lige nu, som har stor betydning for os i Vamdrup. Vi er klar til fremvisning og dialog, fortæller Helge Paulin fra Grønt Vamdrup i en pressemeddelelse.
Udstillingen åbnes officielt klokken 17 af Filip Bladt (S), næstformand i Natur, Miljø og Klimaudvalget i Kolding Kommune, og den vil være åben hele aftenen.
Alle interesserede inviteres til at kigge forbi, når ny udstilling til Crazy hours åbnes. Her kan du blive klogere på lokale grønne initiativer og bæredygtighed i Vamdrup.

