Fonden Business Kolding har fået ny formand.
Ny formand for Fonden Business Kolding: Fonden Business Kolding har fået ny bestyrelsesformand. Donny Moerkerk, administrerende direktør for Würth Danmark A/S, er konstitueret som formand efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Han afløser Ole Rudbeck Petersen, vice president i Alfa Laval, der siden 2021 har ledet fonden.
Würth Danmark, med base i Kolding, har i over 60 år været en stærk aktør i lokalsamfundet og beskæftiger i dag 650 medarbejdere. Donnys nye rolle som formand i Business Kolding er en naturlig forlængelse af virksomhedens lange engagement i at styrke erhvervslivet i Kolding Kommune.
-Selvom jeg allerede har en travl hverdag, arbejder vi i Würth Danmark dagligt på at skabe værdi for vores kunder og samfundet omkring os. Den tilgang matcher Business Koldings mission om at udvikle erhvervslivet og kommunen. Jeg glæder mig til sammen med bestyrelsen og organisationen at samle erhvervslivet om vores tilbud og fælles stemme. Sammen kan vi nå langt, fortæller Donny Moerkerk i en pressemeddelelse.
Inspirerende karrierebaggrund
Donny Moerkerk har en inspirerende karrierebaggrund, der spænder fra rengøringsassistent til administrerende direktør. Han kom til Danmark fra Holland i 1997. Blev uddannet tømrer og startede som kørende sælger hos Würth Danmark i 2003. Kun tre år senere blev han regionschef. Senere salgsdirektør og i 2014 administrerende direktør. Donny understreger, at hans personlige rejse stemmer overens med virksomhedens kultur. Det er vilje til udvikling, ansvar og tværgående samarbejde.
Ole Rudbeck Petersen har ledet fonden gennem en periode med store forandringer. Han har valgt at fratræde formandsposten efter eget ønske. Business Koldings direktør, Morten Bjørn Hansen, roser Ole for hans indsats og særlige bidrag til erhvervspolitikken i Kolding Kommune.
Den nye bestyrelse består af formand Donny Moerkerk, næstformand Anita Larsen, CEO i IPW Systems, samt bestyrelsesmedlem Lene Jæger Klausen, formand for Foreningen Business Kolding og indehaver af Gelb Kommunikation.
Med Donny Moerkerk ved roret fortsætter Fonden Business Kolding det aktive arbejde med at styrke og udvikle Koldings erhvervsliv for fremtiden.
