Skip to main content

Kolding Netavis

32 kommende seniorer blev klogere på livet efter arbejdslivet

Redaktionen
Seniorkonsulent Christian Dorow fra Seniorklar holder oplæg for deltagerne til fyraftensmødet "Seniorlivet - på dine vilkår" i 3F Koldings lokaler. Foto: Faglige Seniorer Kolding.

PRESSEMEDDELELSE FRA FAGLIGE SENIORER KOLDING

Der var både stor spørgelyst, gode diskussioner og masser af inspiration, da 32 deltagere mødtes til fyraftensmødet “Seniorlivet – på dine vilkår” i 3F Koldings mødelokaler på Galgebjergvej 4.

Arrangementet blev gennemført i samarbejde mellem Faglige Seniorer og Østifterne med støtte fra 3F Kolding, Dansk Metal Kolding og Faglige Seniorer Kolding Lokalforening.

Faglige Seniorer Kolding, satte fokus på overgangen fra arbejdsliv til pension og de mange muligheder, der følger med, noget vi også vil forfølge de kommende år.

Seniorkonsulent Christian Dorow fra Seniorklar fortalte om både det gode seniorarbejdsliv, økonomiske forhold og sociale ydelser samt de overvejelser, der kan være relevante, når man nærmer sig folkepensionsalderen.

Deltagerne kom ikke blot for at lytte. Mange havde allerede gjort sig tanker om deres fremtid og benyttede lejligheden til at stille spørgsmål og dele erfaringer. Dialogen var livlig gennem hele arrangementet, og interessen viste tydeligt, at emnet optager mange.

Under oplægget blev deltagerne introduceret til dialogspillet “Seniorklar”, som gav anledning til refleksion og samtaler om individuelle ønsker, muligheder og forventninger til seniorlivet.

Deltagere lytter til oplæg om seniorlivet i 3F Koldings lokaler i Kolding
Deltagere lytter til oplæg om seniorlivet ved fyraftensmødet i 3F Koldings lokaler på Galgebjergvej 4 i Kolding. Foto: Faglige Seniorer Kolding.

Også under spisepausen fortsatte snakken. Her var 3F Kolding, Dansk Metal Kolding og Faglige Seniorer Lokalforening værter ved en middag bestående af hakkebøf med kartofler, brun sovs, rødbeder og bløde løg samt en øl eller vand. Ved bordene blev erfaringer udvekslet, nye bekendtskaber skabt og fællesskabet styrket.

Netop fællesskabet var et vigtigt tema i velkomsttalen, og den gode stemning gennem hele aftenen understregede betydningen af at bevare sociale netværk og engagement i din fagforening, også når arbejdslivet nærmer sig sin afslutning.

Mange deltagere gav udtryk for, at de havde fået ny viden og inspiration til at træffe valg om deres fremtid. Fælles for dem var, at de forlod mødet med en større forståelse af deres muligheder og et bedre grundlag for at planlægge deres eget seniorliv.

Det var et særdeles vellykket arrangement, som både gav konkret viden, nye perspektiver og styrkede fællesskabet blandt kommende seniorer i Kolding.

Kilde: Pressemeddelelse fra Faglige Seniorer Kolding.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyheder direkte i din indbakke.