Skip to main content

Kolding Netavis

Nordea-Fonden giver penge til nye muslingerev

Elo Christoffersen
Modelfoto/ID 4648278 © Eyewave | Dreamstime.com

85.000 kroner. Det er det, som Nordea-Fonden sender afsted til nye muslingerev i Lillebælt.

Nordea-Fonden giver penge til nye muslingerev: Naturpark Lillebælts Venner har modtaget 85.000 kroner fra Nordea-Fonden. Pengene skal bruges til, at etablere tre hobbyopdrætsrev med blåmuslinger i Lillebælt. Projektet har til formål at forbedre havmiljøet, øge biodiversiteten og samtidig engagere lokale borgere og foreninger i arbejdet med marin naturgenopretning. Det oplyser Naturpark Lillebælts Venner i en pressemeddelelse.

Gennem puljen ’Liv i det lokale’ støtter Nordea-fonden lokale initiativer med fokus på natur, frivillighed og fællesskaber. Naturpark Lillebælts Venner sender derfor en stor tak for den værdifulde støtte.

-Vi er meget glade for støtten fra Nordea-fonden. Den gør det muligt at tage konkrete skridt for at genetablere muslingerev i Lillebælt – og vi glæder os til at komme i gang og samle en masse folk om projektet. Vi håber, at projektet kan være med til at styrke både havmiljøet og det lokale ejerskab til vores natur, fortæller Anja Becher Andresen, formand for Naturpark Lillebælts Venner.

Havets natur under pres – men med potentiale

Havmiljøet i Lillebælt er udfordret, og mange arter har mistet deres levesteder. Erfaringer fra bl.a. Vejle Fjord viser, at genetablering af muslingerev kan have stor positiv effekt.

Blåmuslinger renser vandet, skaber bedre lysforhold og giver nye levesteder for fisk, fugle og planter.

Projekt med lokal opbakning

De tre planlagte muslingerev vil blive etableret i udvalgte dele af Lillebælt med hjælp fra frivillige. Projektet følges nøje, så effekterne på havmiljøet kan dokumenteres. Desuden inviteres medlemmer, borgere, foreninger og andre interesserede til at deltage og lære mere om marin naturgenopretning.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.