Skip to main content

Kolding Netavis

Åbent hus i Hejls Multipark

Elo Christoffersen
Her er det fra indvielsen af Hejls Multipark. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

HEJLS: Lørdag den 6. september bliver der fest i den nye Hejls Multipark, når Naturbasen Hejls på Hejls Landevej 18, 6094 Hejls inviterer til åbent hus for hele familien.

Det er en dag med natur, leg og fællesskab – og du er selv med til at skabe festen. Husk derfor madkurven, tæppet og drikkevarer.

Åbent hus på Naturbasen Hejls starter klokken, hvor du kan nyde din medbragte mad i den skønne natur i Hejls Multipark og prøve alle lege- og motionsområderne. Samtidig kan du besøge udstillerpavillonen og møde lokale aktører.

Her kan du blandt andet møde Naturpark Lillebælts venner, der har krabber med og laver krabbesuppe, BlivNaturligvis, der undersøger fuglevildt og leger med fjer, Hejls Trop – Spejderne, der har tændt op i bålstedet, og Bovia, der viser udstillingsboligerne på Kirkeløkke.

Officiel åbning af naturpavillonen i Hejls

Klokken 13 er der officiel åbning af naturpavillonen og naturformidlingen på Naturbasen Hejls. Her fortæller Naturpark Lillebælt – vores maritime naturpark – om det sydligste naturspot Hejlsminde Nor og naturrummet i Hejls Multipark.

Efter den officielle åbning er der frugt og sødt samt kaffe, te, saft og vand fra vandpostene til alle fremmødte.

Programmet for åbent hus på Naturbasen Hejls byder resten af dagen på:

  • Kl. 13.45: 2 nye krolfbaner åbner – prøv det populære spil
  • Kl. 14.00 og 15.00: Eventyrlæsning for de yngste
  • Kl. 14.30: Aktivitetskort og stjerneposter præsenteres
  • Kl. 16.00: Tak for en dejlig dag i Hejls Multipark

En del af landsdækkende åbent hus-dag

Åbent hus på Naturbasen Hejls er en del af en stor landsdækkende dag, hvor 36 fantastiske fællesskaber åbner dørene den 6. september. Alle har det til fælles, at de har modtaget et mødested gennem Realdanias indsats Vores Sted.

Gennem Vores Sted har Realdania uddelt 150 mødesteder til hverdagsfællesskaber over hele landet – fra beboerforeninger og idrætsforeninger til naturfællesskaber og landsbyinitiativer. Foreløbig er omkring 60 af mødestederne bygget, heriblandt naturpavillonen i Hejls Multipark.

-Formålet har været at give nogle af landets mange hverdagsfællesskaber bedre rammer for at mødes. Samtidig er håbet, at de forbedrede rammer kan åbne fællesskabet op for endnu flere,” siger Nina Kovsted Helk, administrerende direktør i Realdania, i en pressemeddelelse.

I forbindelse med åbent hus-dagen udgiver Realdania bogen Vores Sted – Fantastiske fællesskaber, der fortæller historien om 25 af fællesskaberne. Bogen uddeles gratis til åbent hus-arrangementerne, så længe lager haves.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.