Skip to main content

Kolding Netavis

Nej tak til VE-anlægget ved Farris

Elo Christoffersen
Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD). Foto: Frank Cilius.

Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), Drejens/byrådsmedlem.

Jeg deltog tirsdag i borgermødet om det planlagte VE-anlæg ved Farris. Efter at have hørt mere om projektet er jeg bestemt ikke blevet mindre modstander. Tværtimod.

For mig står det endnu tydeligere, at projektet er skudt helt over målet.

Vi taler om et meget omfattende anlæg med solceller, store vindmøller og batterilager. Et projekt, der vil sætte et markant aftryk på området og få stor betydning for de mennesker, der bor og lever omkring Farris.

Jeg er ikke imod den grønne omstilling. Men den skal ske med omtanke og sund fornuft – og med respekt for borgerne, naturen, landskabet og vores landbrugsjord.

Landdistrikterne er ikke bare tomme områder på et kort, hvor vi kan placere det ene store tekniske anlæg efter det andet. Her bor mennesker. Her har familier deres hjem og hverdag.
På et tidspunkt må vi turde sige, at nok er nok.

For mig er VE-anlægget ved Farris nået langt over den grænse.

Borgermødet har ikke ændret min holdning. Tværtimod har det bestyrket mig i, at projektet ikke bør blive til noget.

Jeg vil derfor fortsat stemme imod, hver gang sagen kommer på mit bord.

Borgerne i vores landdistrikter skal ikke altid være dem, der betaler prisen.

Nej tak til VE-anlægget ved Farris.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: