Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), Ejstrup / formand for Natur Miljø og Klimaudvalget.
I sidste uge kunne man i Jyske Vestkysten læse, at genetableringen af mosearealet ved Donssøerne nu er afsluttet.
Som forventet var det desværre ikke muligt at genskabe hovedparten af det ødelagte område på Kolding Kommunes del af arealet. Det vil tage op mod 100 år, før naturen igen er i balance.
Efter nyheden har flere – også lokalpolitikere – sagt, at Kolding Kommunes medarbejdere er for restriktive, og at de anmelder for mange sager.
Jeg er lodret uenig.
Vi forsøgte faktisk et enkelt år at løse sagerne i mindelighed. Men det gjorde ingen forskel – tværtimod. Fra 1. januar 2023 til 15. juli 2025 er der registreret 30 ulovlige indgreb i beskyttet natur og vandløb. Det svarer til ét om måneden – bare i Kolding Kommune.
Når man ødelægger natur, ødelægger man noget, der ikke kan genskabes i vores levetid.
Derfor skylder vi naturen – og hinanden – at tage det alvorligt.
Hvis du vil passe på naturen i Kolding, så stem på en kandidat, der gør det samme den 18. november.
