Skip to main content

Kolding Netavis

Når valgkampen bliver en varmluftballon

Elo Christoffersen
Thomas Kramer (M). Privatfoto.

Læserbrev af Thomas Kramer (M), Kolding / byrådskandidat.

Der er noget fortryllende over en varmluftballon. Den stiger langsomt til vejrs, farverne spiller i solen, og man mærker et lille sug i maven, når den letter. Den får os til at kigge op – væk fra hverdagen, væk fra støvet, problemerne og de komplekse spørgsmål.

Præcis sådan kunne man påstå at valgkampen fungerer i Kolding lige nu.

De politiske partier puster varm luft i hver deres ballon. De dækker himlen med farver, slogans og hurtige budskaber. De får vælgerne til at kigge op og drømme – men de fleste glemmer at se ned. For mens vi alle sammen beundrer farverne, forsvinder virkeligheden. Den virkelighed, hvor beslutningerne om folkeskolen, dagtilbuddene, erhvervsudviklingen, ungdomsuddannelserne og de lokale fællesskaber skal træffes.

Der, hvor det handler om fakta, data og evidens – ikke varm luft. Jeg vil ikke udelukke, jeg selv har rullet et par balloner ud – dog ikke varmet luften op med andet end gennemsigtige fakta. Fakta kan man bare ikke få en varmtluftballon til at flyve på.

Vi taler om “visioner”, men glemmer, at virkelige visioner skal kunne tåle at blive målt. At virkelige forbedringer kræver viden, samarbejde og ansvar. Det er ikke nok at sige, at man “vil børnene det bedste” eller “sikre fremtidens velfærd”. Det lyder godt – men hvem tør stille spørgsmålet: Hvordan? Og som ny opstiller i Kolding uden adgang til maskinrummet, kan man jo kun sige: ”I hvert fald ikke som dem der sidder nu gør”

Kolding har i alt for lang tid manglet politikere, der tør kigge ned i maskinrummet. Ned i de udviklingszoner, hvor beslutninger skal træffes ud fra det, vi ved virker – ikke ud fra, hvad der ser bedst ud på en plakat. Og som politiker skal man turde at følge op på vedtagene og uddelegere opgave med løbende tilsyn – ikke ”vi evaluerer om 2 år”

Mens luftballonerne svæver over byrådssalen, bliver der talt for lidt om, hvordan folkeskolens kvalitet faktisk løftes. For lidt om, hvordan dagtilbuddene sikres pædagogisk kvalitet. For lidt om, hvordan kommunen understøtter erhvervslivet med konkrete rammevilkår, frem for tomme løfter om “vækst”.

Vi har brug for politikere, der har jord under fødderne, og som tør tage de svære beslutninger – også når de ikke giver overskrifter.

For når stemmerne er talt op den 18., forsvinder ballonen ud af syne. Luften går langsomt af, og tilbage står virkeligheden. Den kræver ikke flere balloner, men mennesker, der vil bygge noget varigt. Måske skal vi i stedet se os omkring, mærke jorden under fødderne og stemme på dem, der faktisk tør handle på det, der virker. Og så arbejde med langtidssikrede og -holdbare strategier, der måske 10 år frem sikrer ro?

Men konsekvenserne af vores valg bliver stående – i børnenes skoler, i vores institutioner, i kommunens økonomi og i byens udvikling. Så nyd synet af ballonen, men spørg dig selv:

Når den letter og forsvinder ud af syne – hvem står så tilbage på jorden og tager ansvar for, at Kolding faktisk bevæger sig fremad, og ikke bare svæver rundt i varm luft?

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: