Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), Kolding / byrådskandidat.
Det er lidt tid siden, jeg første gang blev kontaktet af en mor til en ung pige i dyb mistrivsel.
Hun har igennem lang tid kæmpet for at få hjælp til sin datter, men psykiatrien vurderede, at pigen ikke var selvmordstruet. I går forsøgte pigen at tage sit eget liv.
Den unge pige har flere gange fortalt, at hun ikke føler, psykiatrien hjælper hende. Hun oplever, at de bare spiller kort med hende. Hun bliver hverken udredt eller får den behandling, hun har brug for. Flere gange er hun blevet tvangsindlagt, men meget hurtigt derefter er hun blevet flyttet til åben afdeling, hvor hun igen har kunnet udskrive sig selv, selvom hun er under 15 år.
Hvordan kan et barn i dyb krise få lov til selv at udskrive sig? Hvordan kan et system, der skal beskytte de mest sårbare, lade ansvaret falde tilbage på et barn?
Det er en hjerteskærende fortælling og desværre ikke enestående. Mange unge kæmper med angst, depression og følelsen af at være alene i et system, der ikke griber i tide. Forældre står magtesløse, mens deres børn langsomt mister håbet.
Vi skal sikre hurtig adgang til professionel hjælp og et tættere samarbejde mellem psykiatri, misbrugsbehandling og kommuner. Der skal være plads til private aktører, som kan handle hurtigt, og vi skal styrke lokalpsykiatrien, så hjælpen er tæt på de unge.
For hvert ungt menneske, der mister håbet, mister vi alle noget.
Det må vi ikke acceptere.
