Læserbrev af Thomas Kramer (M), Kolding / byrådskandidat.
Der tales meget om udvikling i Kolding Kommune. Men ærligt talt – det er mest snak. De seneste 10-15 år har været præget af en form for stilstand, hvor nye idéer parkeres hurtigere end et regionaltog på perron 1. Der er blevet holdt møder, skrevet strategier og lavet planer – men for borgerne føles det som om, vi stadig sidder fast i 2010.
Politisk set minder det hele efterhånden om et sønderjysk kaffebord, hvor man møder op med bakkegårdens småkager og en tør citronhalvmåne. Det er pænt nok, men det imponerer ingen. Udvikling kræver mod, vilje og smag for mere end det, der lige kan købes på tilbud i nærmeste discountsupermarked.
Kolding har potentialet til at være en by i bevægelse – med plads til nytænkning, stærke fællesskaber og en vision for fremtiden. Men potentiale bliver ikke til virkelighed uden politisk sult. Og sulten er tilsyneladende blevet mæt af status quo. Viljen til at snakke er der i den grad, der kan laves den ene designproces efter den anden – men der glemmes at komme til handlingsdelen. Der er langt til de 21 kager i det klassiske sønderjyske kaffebord.
Vi har vænnet os til, at alting skal være pænt og processuelt. Der nedsættes udvalg, der bestilles konsulenter, og der skrives fine ord som “bæredygtighed”, “samskabelse” og “vision 2030” eller nedsættes kommissioner. Men hvor er handlingen? Hvor er den politiske gnist, der tør rive plastdugen af bordet og sige: “Så – nu gør vi det!”?
Kolding burde være en kommune, der går forrest. Vi har dagtilbud og folkeskolen, universitetet, erhvervslivet og kreative kræfter i massevis. Vi kunne være Danmarks laboratorium for fremtidens byudvikling – men i stedet har vi reduceret os selv til et showroom for tomme processer. Vi er blevet eksperter i at tale om udvikling i stedet for at skabe den.
Der mangler politisk mod. Mod til at prioritere, mod til at vælge til og fra, mod til at stå på mål for beslutninger, der rykker. Mod til at sige: “Vi investerer i mennesker, i kultur, i grøn omstilling – ikke kun i det, der ser godt ud på en PowerPoint.”
Kolding skal ikke være en by, der nøjes med det sikre og middelmådige. Vi skal turde satse, turde eksperimentere og turde fejle – for kun derigennem kan vi skabe noget ægte nyt. Vi skal turde skabe rum, hvor idéer kan vokse, og hvor alle – unge som ældre, tilflyttere som gamle koldinger – kan mærke, at det her er et sted, hvor ting sker.
Det er tid til at servere noget andet end småkager. Vi har brug for modige beslutninger, nye smage – og politikere, der tør stille op til kaffebordet med noget, der faktisk får os til at sige: “Det her – det er Kolding!”
Jeg tør.
Jeg tør udfordre vanetænkningen. Jeg tør sige, at udvikling ikke skal smage af tør citronhalvmåne, men af friskbagt mod. Jeg tør tage initiativ, stille spørgsmål, kræve forandring – og handle. For Kolding fortjener mere end småkager.
Kolding fortjener sult, handlekraft og vision.
