Skip to main content

Kolding Netavis

Når internationale borgere kender deres rettigheder, står vi alle stærkere

Elo Christoffersen
Jens Jakob Velasco Hansen (R). Privatfoto.

Læserbrev af Jens Jakob Velasco Hansen (R), Bramdrupdam / byrådskandidat.

Sagen om skandalebyggeriet i Vonsild er desværre ikke enestående. Udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft forekommer alt for ofte. Heldigvis har sagen fået massiv mediedækning – men mange mindre sager fortjener også offentlighedens søgelys.

Det kan være internationale studerende i restaurationsbranchen, der ikke får udbetalt deres fulde løn. Eller medarbejdere, der opsiges ulovligt. Jeg kender til flere af disse historier gennem mit internationale ægteskab og mit netværk af borgere fra udlandet, bosat i Kolding.

Derfor ser jeg et stort potentiale i, at fagbevægelsen styrker indsatsen for at inkludere og oplyse internationale borgere om fordelene ved at være fagforeningsmedlem. Vi er afhængige af, at internationale borgere kender deres rettigheder og har støtten til at kæmpe for dem, når det er nødvendigt – med blik for, at de ofte står i en sårbar situation med et opholdsgrundlag, man helst ikke vil kompromittere; men vi må ikke ende med et arbejdsmarked, hvor nogle behandles som andenrangsborgere. Det er ganske enkelt udansk.

Jeg foreslår også Kolding Kommune tre, konkrete tiltag:

1) Proaktiv information til nye internationale borgere om arbejdstagerrettigheder og fagforeningernes rolle – som del af kommunens velkomstpakke.

2) Udvidelse af kommunens whistleblower-ordning, så internationale også kan henvende sig på engelsk og information om ordningen i velkomstpakken. Kommunen skal ikke overtage Arbejdstilsynets eller politiets opgaver, men kan videresende relevante sager til nationale myndigheder.

3) Etablering af et dialogforum mellem kommune, fagforeninger og erhvervsliv for at dele erfaringer og styrke samarbejdet om ansvarlig rekruttering.

Til sidst en opfordring til fagforeningerne. Mange forbund har ingen engelsksprogede hjemmesider. Det er en barriere, I nemt kan fjerne – og en mulighed for at styrke inklusionen, samle flere medlemmer og stå endnu stærkere sammen i kampen for ordentlighed, lighed og fælles rettigheder.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: