Læserbrev af Rikke Werner Kruse (V), Kolding / regionsformand, Danske Fysioterapeuter – Region Syddanmark.
I Kolding Kommune venter borgere med varige skader alt for længe på den vedligeholdende fysioterapi, de har ret til. Resultatet er, at mennesker, som med stor indsats har kæmpet sig tilbage til et selvstændigt liv, mister det hele igen – mens de står på venteliste.
Tag Tove på 73 år. Efter en blodprop i hjernen i 2024 genvandt hun evnen til at gå med gangstativ og klare sig selv efter intensiv genoptræning. Men da hun skulle overgå til vedligeholdende fysioterapi, blev hun mødt af 12 ugers ventetid. I mellemtiden har hun mistet styrken og må igen have hjælp til at komme på toilettet.
Kommunen har siden januar 2024 haft mulighed for at købe ekstra fysioterapitilbud fra lokale klinikker – men har valgt ikke at prioritere det. I stedet tilbyder man et midlertidigt kommunalt tilbud, selvom borgernes behov ikke er midlertidige. Det er som at tisse i bukserne.
Ventetid koster ikke kun livskvalitet – det koster også kommunen dyrt i øget plejebehov. Når borgere mister deres færdigheder, bliver de mere afhængige af hjælp.
Kommunens mulighed for at tilkøbe fysioterapi lukker ved udgangen af 2026. Derfor må Kolding Kommune handle nu, hvis ikke flere borgere som Tove skal betale en al for høj pris fordi Kolding kommune ikke tager ansvaret på sig.
