Asfaltarbejde på E45 mellem Vonsild og Haderslev. Arbejdet vil tage syv uger.
Motorvejen ved Vonsild og Christiansfeld skal have ny asfalt: Fra søndag den 17. maj går Vejdirektoratet i gang med at lægge ny asfalt på E45 Sønderjyske Motorvej ved Haderslev. Arbejdet foregår i begge køreretninger mellem til- og frakørselsramperne 65b Vonsild og 67 Haderslev N og forventes at vare cirka syv uger – dog med forbehold for vejrets påvirkning. Det oplyser Vejdirektoratet.
Asfalten på denne strækning er nedslidt og skal skiftes ud for at sikre en mere jævn kørebane og bedre køreoplevelse. Arbejdet udføres primært om aftenen og natten mellem kl. 17.00 og 6.00.
Fire etaper
Arbejdet deles op i fire etaper, hvor trafikken i perioder ledes over i modgående spor med ét farbart spor i hver retning:
Etape 1 og 2 (sydgående retning): Arbejde mellem Vonsild, Christiansfeld og Haderslev N. Til- og frakørselsramper ved Christiansfeld og Haderslev N lukkes i arbejdsperioderne med skilte, der viser omkørsel.
Etape 3 og 4 (nordgående retning): Arbejde mellem Haderslev N, Christiansfeld og Vonsild. Til- og frakørselsramper ved Haderslev N og Christiansfeld spærres midlertidigt med omkørselsskiltning.
I dagtimerne mellem kl. 6.00 og 17.00 er alle ramper åbne for normal trafik.
Trafikanter må regne med forlænget rejsetid og risiko for kødannelser på grund af omkørsler og spærrede ramper.
Tidsplanen for arbejdet
Etape 1
- Der bliver arbejdet i sydgående retning mellem 65b Vonsild og 67 Haderslev N.
- I perioderne med aften- og natarbejde vil den sydgående trafik blive ledt over i nordgående spor med ét farbart spor i begge retninger.
- Til- og frakørselsramperne i sydgående retning ved 66 Christiansfeld er spærret i arbejdsperioderne.
Etape 2
- Der bliver arbejdet i sydgående retning mellem 66 Christiansfeld og 67 Haderslev N.
- I perioderne med aften- og natarbejde vil den sydgående trafik blive ledt over i nordgående spor med ét farbart spor i begge retninger.
- Frakørselsrampen i sydgående retning ved 67 Haderslev N er spærret i arbejdsperioderne.
Etape 3
- Der bliver arbejdet i nordgående retning mellem 67 Haderslev N og 66 Christiansfeld.
- I perioderne med aften- og natarbejde vil den nordgående trafik blive ledt over i sydgående spor med ét farbart spor i begge retninger.
- Tilkørselsrampen i nordgående retning ved 67 Haderslev N er spærret i arbejdsperioderne.
Etape 4
- Der bliver arbejdet i nordgående retning mellem 67 Haderslev N og 65b Vonsild.
- I perioderne med aften- og natarbejde vil den nordgående trafik blive ledt over i sydgående spor med ét farbart spor i begge retninger.
- Til- og frakørselsramperne i nordgående retning ved 66 Christiansfeld er spærret i arbejdsperioderne.
