Skip to main content

Kolding Netavis

Modsvar til borgmesteren: Kolding har brug for handling – ikke politiske anbefalinger

Elo Christoffersen
Karina Adsbøl (DD). Foto: Marie Hald (Arkivfoto)

Læserbrev af Karina Adsbøl (DD), Seest/folketingsmedlem.

Borgmester Jakob Ville (V) bruger sin position til at opfordre borgerne til at stemme på én bestemt kandidat til Folketinget. Det er hans ret som politiker. Men som borgmester bør man holde sig for god til at gøre hele kommunen til kulisse for en partipolitisk anbefaling.

Kolding er ikke ét parti – og vores fælles udfordringer bliver ikke løst ved at fortælle borgerne, hvor de skal sætte deres kryds.

Ja, mange beslutninger træffes på Christiansborg. Netop derfor er det afgørende, at vi vælger politikere, der ikke bare taler – men som dokumenteret tager ansvar og kæmper for borgerne, også når det er svært og upopulært. Og det kræver også, at kommunen selv tør stå på mål for en tydelig retning – ikke blot pege udad.

Jeg har gennem årene været på barrikaderne, når der har været forslag om besparelser på specialskole og aktivitetshuse – fordi det har direkte konsekvenser for nogle af de mest sårbare borgere i vores kommune. Det er ikke symbolske sager. Det er virkelige mennesker.
Samtidig har jeg rejst en lang række konkrete sager fra Kolding og omegn. Blandt andet sagen om Seestbageren, hvor en lokal virksomhed blev ramt uretfærdigt. Sager om højspændingsmaster tæt på borgernes hjem. Og spørgsmål til transportministeren på baggrund af Kolding Kommunes eget brev om behovet for bedre kollektiv trafik mellem Vamdrup, Lunderskov og Kolding.

Jeg har også taget fat i sager, hvor borgere er blevet svigtet af systemet, og hvor virksomheder er blevet mødt med unødvendigt bureaukrati. Besøgt den lokale vognmand hvis lærlinge oplevede forskelsbehandling i uddannelsessystemet, så rejser jeg sagen – og presser på for, at der bliver rettet op.

Det er ikke altid det, der giver de store overskrifter. Men det er det arbejde, der gør en reel forskel.

Derfor er det også fair at stille spørgsmålet: Hvor ofte har borgmesteren reelt inviteret til åben dialog og fælles drøftelser om Koldings fremtid med alle folkevalgte? Senest blev nogle inviteret – mens andre blev valgt fra. Det vidner ikke om det brede samarbejde, som ellers efterlyses.

Når borgmesteren fremhæver udfordringer som infrastruktur, klima og uddannelse, har han ret i én ting: Det er afgørende områder. Men de bliver ikke løst ved at udpege én kandidat som “hele kommunens”. Den slags forenklinger klæder ikke opgaven.

Løsninger kræver vedholdenhed, samarbejde – og politikere, der tør tage fat i både de store linjer og de svære enkeltsager.

Kolding har brug for stærke stemmer på Christiansborg. Ikke ens stemmer – men uafhængige, handlekraftige stemmer, der hver dag arbejder for borgerne og erhvervslivet.

Valget handler ikke om at følge en anbefaling fra rådhuset. Det handler om at vælge dem, der faktisk leverer resultater.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: