Skip to main content

Kolding Netavis

Mental sundhed blandt unge skal prioriteres højere

Elo Christoffersen
Mette Riis (S). Privatfoto.

Læserbrev af Mette Riis (S), Kolding/byrådsmedlem.

Den nye trivselsrapport viser endnu en gang en bekymrende udvikling: Flere unge mistrives. Desværre kommer det ikke bag på mig.

I mit mangeårige arbejde i psykiatrien som psykoterapeut med speciale i spiseforstyrrelser og selvskade har jeg mødt mange unge, hvor mistrivsel har udviklet sig til alvorlige psykiske lidelser. Det giver et meget konkret indblik i, hvor store konsekvenser mistrivsel kan få, hvis vi ikke reagerer i tide. I værste fald kan det få alvorlige og langvarige følger for den unges liv og helbred.

Går man under overfladen på det, vi kalder trivsel, gemmer der sig ofte svære og tabubelagte problemstillinger. I årevis har der været berøringsangst for at tale åbent om dem og for at handle på dem. Alt for længe har vi talt om trivsel i overfladen, men været for tilbageholdende med at handle i dybden. Det er der brug for at ændre på.

Trivselskommissionens rapport peger blandt andet på, at mistrivsel blandt børn og unge er en voksende udfordring. Mange unge oplever et betydeligt pres fra forventninger til skole, sociale relationer og egne præstationer. Samtidig fremhæver rapporten betydningen af stærke fællesskaber, fritidsliv og relationer til voksne som afgørende for at styrke trivsel og forebygge mistrivsel.

Sociale medier bliver ofte fremhævet som forklaring på mistrivsel blandt unge. Og ja, de kan være med til at forstærke mistrivslen. Men mistrivsel blandt unge er ikke et nyt fænomen. Sociale medier er blot endnu en faktor, der kan forstærke problemer, som allerede findes.
Rapporten indeholder 35 anbefalinger til, hvordan vi som samfund kan styrke børn og unges trivsel, blandt andet gennem stærkere fællesskaber, mere deltagelse i fritidslivet og en tidligere indsats over for børn og unge, der har det svært.

Jeg mener mental sundhed skal prioriteres lige så højt som fysisk sundhed i Kolding Kommune. Det kræver, at vi tager udfordringen alvorligt og styrker indsatsen for både forebyggelse og tidlig hjælp til de unge, der mistrives.

Det er en dagsorden, jeg vil arbejde for at løfte politisk i Senior- og Sundhedsudvalget i Kolding Kommune.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: