Kolding Netavis

Lunderskovvej får ny asfalt

Elo Christoffersen
Foto: Vejdirektoratet.

Arbejdet forventes at vare to uger.

Lunderskovvej får ny asfalt: Vejdirektoratet er gået i gang med at udskifte asfalten på Lunderskovvej ved Lunderskov og Gesten. Arbejdet, der startede søndag den 21. september, forventes at tage omkring to uger.

Det er især de to rundkørsler, hvor Lunderskovvej krydser E20 Esbjergmotorvejen, samt en strækning på cirka halvanden kilometer ved Gesten, der får ny og forbedret asfalt. Den gamle asfalt fjernes først, så den underliggende belægning kan repareres. Herefter bliver ny asfalt udlagt og vejstriber påført. Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Arbejdet foregår i to etaper:

  • Første etape omfatter rundkørslerne over E20 ved rampeanlæg 66 Lunderskov. Her udføres arbejdet som aften- og natarbejde fra kl. 17.00 til 6.00. I perioder vil til- og frakørselsramperne til E20 i begge retninger være spærret, ligesom Lunderskovvej mellem Koldingvej og rundkørslerne kan være spærret. Omkørsler vil være skiltet.
  • Anden etape foregår på Lunderskovvej ved Gesten i dagtimerne fra kl. 6.00 til 18.00. Trafikken vil blive reguleret med trafiklys omkring vejarbejdet.

Når arbejdet ikke foregår, vil alle ramper og kørerspor være åbne som normalt.

Vejdirektoratet advarer om risiko for kødannelser og forlængede rejsetider under arbejdets forløb og beklager de gener, det måtte medføre for naboer og trafikanter.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel