Kolding Netavis

LivredderPatruljen kommer til Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
I efterårsferien rykker LivredderPatruljen indendørs og besøger udvalgte svømmehaller rundt om i landet - blandt andet SlotssBadet i Kolding. Pressefoto.

Kom og vær med, når TrygFondens LivredderPatrulje besøger SlotssøBadet.

TrygFondens LivredderPatrulje turnerer normalt rundt på de danske strande i sommermånederne for at oplyse om badesikkerhed og give strandgæsterne mulighed for at lege livreddere for en dag.

I efterårsferien rykker LivredderPatruljen indendørs og besøger udvalgte svømmehaller rundt om i landet.

-I Danmark bor vi alle tæt på vandet. Det rummer en masse muligheder og glæder, men betyder også, at det er vigtigt at tilegne sig færdigheder i at begå sig i det våde element. Hos TrygFonden arbejder vi for at forebygge drukneulykker og skabe tryghed, hvor mennesker og vand mødes. Gennem bl.a. vores kystlivreddere forsøger vi også at inspirere danskerne til at lære, hvordan de redder sig selv og andre – af hensyn til alles tryghed og sikkerhed, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Andreas Mølholm, Respekt for Vand-konsulent i TrygFonden Kystlivredning, fortsætter:

-Vi har i flere år kørt med livredderpatruljer på de danske strande, og det har altid været et stort tilløbsstykke, hvor børn og voksne gennem forskellige udfordringer og aktiviteter lærer om livredning og det at færdes sikkert ved og i vandet. Nu prøver vi konceptet af i svømmehallerne, som jo også er meget populære – ikke bare til svømning, men også sociale aktiviteter. Vi glæder os derfor til at besøge SlotssøBadet, hvor et af vores nye livreddertårne er til fri afbenyttelse for badegæsterne, og sammen med svømmehallens personale vil vi sætte fokus på alle de sjove lege og øvelser, udstyret i tårnet kan bruges til.

LivredderPatruljen besøger SlotssøBadet fredag den 22. oktober fra kl. 15-17. Her vil de vise, hvordan man med livreddertårnets udstyr kan lege og lære livredning på sjov og udfordrende vis.

-Livreddertårnet står centralt i svømmehallen og er et godt symbol på vandsikkerhed. Vores gæster genkender det fra strandene og synes, at det er sjovt, at de kan få lov til at bruge ægte livredderudstyr i vandet. Der er stor interesse for at bruge udstyret, som giver mulighed for at lege sig til tryghed og fortrolighed med vandet. Vi håber derfor, at der er mange, som vil komme og være med på fredag, når LivredderPatruljen kommer forbi for at sætte sjove vandaktiviteter i gang. Alle er velkomne, siger Edvard Køhrsen, souschef i SlotssøBadet.

Program (cirka-tider)

15.00: Livredderne byder velkommen og præsenterer udstyret i livreddertårnet
15.05: Demonstration af en redningsaktion
15.10-15.50: Aktiviteter for børn og voksne
16.00-17.00: Programmet gentages, så børn og voksne igen kan opleve livredderne i aktion og få mulighed for at prøve kræfter med forskellige sjove livredderaktiviteter
17.00: Tak for i dag.

Alle kan være med

Vær med, når LivredderPatruljens professionelle kystlivreddere gæster SlotssøBadet, og lær, hvordan du kan redde dig selv og andre i vandet på en sjov måde med udstyr fra livreddertårnet.

LivredderPatruljen er til stede i to timer. Deltagelse kræver ingen tilmelding eller særlige forudsætninger – alle både børn og voksne er velkomne og kan være med, så længe de har lyst.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel