Kolding Netavis

Lillebælt i ubalance

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), borgmesterkandidat, Gl Bjert 39C, 6091 Sdr. Bjert og Jørn Chemnitz (SF), byrådskandidat, Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding.

Kolding Kommune har en lang kystlinje, men Kolding Fjord og Lillebælt er hårdt belastet af næringsstoffer, og bundfiskene er forsvundet. Fra Løverodde til Stenderup Hage findes et af de mest enestående farvande i Danmark med dybder ned til 84 meter og med stejle skrænter ganske tæt på kysten.

Bæltet er levested for en af verdens tætteste hvalbestande, vores mindste hval marsvinet ses ofte langs kysterne. Strømmen løber med helt op til knap 6km i timen, og vandet udskiftes ofte, så i vores del af Lillebælt er der ikke problemer med iltsvind. På trods af det trives bundfiskene ikke, og de er nærmest forsvundet fra området. I stedet stortrives strandkrabber, der forstyrrer og ødelægger ålegræsbælterne, hvor småfisk og byttedyr skulle have deres vuggestue.

SF vil sætte fokus på Lillebælts dårlige tilstand, og vi vil arbejde på at finde årsagerne til, hvorfor det smukke og spændende farvand er på katastrofekurs. Verdensnaturfonden foreslår Lillebælt som Naturnationalpark, og vi finder forslaget interessant, da det vil tvinge Miljøministeriet til at iværksætte undersøgelser af årsagerne til områdets kritiske miljøtilstand. I dag er området udlagt som Naturpark og området syd for Stenderup Hage er NATURA 2000 område og dermed værdifuld natur. På trods af det er der ikke brugt meget energi fra staten på at afdække problemerne.

Vi vil undersøge mulighederne for at tage lavbundsarealer ud af landbrugsdrift i de områder, der afvander til Lillebælt. I samarbejde med Blue Kolding vil vi kigge på spildevandsforholdene, og vi vil se på mulighederne for udlægning af stenrev og udplantning af ålegræs, men vi vil også have undersøgt udledning af næringsstoffer fra det åbne land.

Det er tankevækkende, at Lillebælts miljøtilstand er kraftigt forringet siden branden på Fredericia Havn 2016 og Landbrugspakken, der tillod stor stigning i gødningsforbruget og udledningen fra landbruget. Vi skal have Lillebælt tilbage i balance.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *