Skip to main content

Kolding Netavis

Landbruget er blevet samfundets prygelknabe

Elo Christoffersen
Tobias Jørgensen (V). Foto: Frank Cilius.

Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), Fovslet/byrådsmedlem.

Der er noget paradoksalt over den måde, vi taler om dansk landbrug på.

I årtier har vi som samfund opfordret landbruget til at producere mere, investere mere og skabe vækst. Landbruget leverede. Danmark blev en af verdens førende fødevareeksportører, og en væsentlig del af vores velstand blev skabt af dygtige landmænd, teknologi og hårdt arbejde.

I dag er fortællingen ofte en anden.

Når der debatteres klima, kvælstof, natur eller miljø, bliver landbruget alt for ofte gjort til hovedforklaringen på problemerne. Kritisk debat er naturligvis nødvendig, men der er forskel på saglig kritik og en konstant mistænkeliggørelse af et helt erhverv.

Samtidig forventer vi, at landbruget skal levere løsningerne. Grøn omstilling, nye teknologier, mere natur og mindre udledning. Kravene er mange, og landbruget investerer allerede massivt for at leve op til dem.

Nu skal Folketinget behandle den nye gødskningslov. Det er en beslutning med vidtrækkende konsekvenser for fremtidens planteproduktion. Derfor bør reguleringen bygge på det mest præcise grundlag muligt. Hvis vi vil regulere kvælstofudledning, bør vi basere beslutningerne på faktiske målinger frem for usikre modeller.

Landbruget skal naturligvis tage ansvar. Det gør erhvervet allerede hver eneste dag. Men ansvar forudsætter også fairness.

Vi kommer ikke nærmere løsningerne ved at gøre landbruget til syndebuk. Tværtimod risikerer vi at svække et af Danmarks vigtigste erhverv.

Det er på tide med en mere balanceret debat, hvor vi både stiller krav til og anerkender værdien af dem, der producerer vores fødevarer og bidrager væsentligt til dansk velstand.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: