Læserbrev af Nicolai Holmgaard Juul (SF), Bjert / byrådskandidat.
Jeg har som så mange andre set dokumentaren “Lorte lærling”. Jeg har læst opråbet fra de unge formænd og den forskning, de henviser til. Og jeg har hørt reaktionerne i pressen, hvor de unges stemmer nærmest forsvinder i snakken om “brodne kar”.
Men når jeg står hos vores EUX-elever bliver jeg slået af, at deres fortællinger matcher. De fortæller om et arbejdsmiljø, der i alt for mange tilfælde er præget af rå tone, ydmygelse og mangel på respekt.
Det er børn og unge, vi sender ud i det her – og de fortjener bedre. Er det et kommunalt ansvar?
Ja, måske ikke formelt. Men som kommune har vi et moralsk ansvar.
For vi samarbejder med erhvervsskoler, vi skaber praktikpladser i vores egne institutioner, og vi sætter værdierne for, hvordan vi vil behandle mennesker i vores by.
Vi kan tage initiativ til et partnerskab for ordentlighed i lærepladserne – et samarbejde mellem kommunen, erhvervsskolerne, fagforeningerne og virksomhederne.
Vi kan sætte fokus på trivsel, respekt og god oplæring og hylde de mange virksomheder, der allerede gør det fantastisk.
Og vi kan forvente, at de, der tager lærlinge, også tager opgaven alvorligt.
Kolding har potentialet til at gå forrest.
Vi har stærke erhvervsskoler, et ansvarligt erhvervsliv og et fælles ønske om at uddanne dygtige, stolte faglærte.
Lad os vise, at ordentlighed ikke kun handler om regler og paragraffer – men om mennesker.
Og at det faktisk er kommunalpolitik, når vi tager unges trivsel alvorligt.
Er det for meget at forlange?
