Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), Fovslet / byrådsmedlem.
Oversvømmede marker, udpint jord og forurenede fjorde er ikke kun et resultat af klimaforandringer, det er også et produkt af manglende vedligeholdelse af vores vandløb. Når bundkoter ikke udgraves, mister vandløbene deres naturlige dybde og evne til at lede vandet væk. Drænene stopper til, og vandet presses op til overfladen, hvor det tager kvælstof og organisk materiale med sig ud i vores sårbare vandmiljø.
Kommunerne har et ansvar, men alt for ofte stirrer de sig blinde på vandføringsevne i regulativerne, altså hvor meget vand der kan passere. Det lyder teknisk korrekt, men i praksis ignorerer man vandløbets skikkelse: tværsnit, dybde og profil. Og det er netop disse elementer, der afgør, om vandløbet fungerer.
Vi har brug for en kursændring. Det er ikke nok, at vandløbene ser pæne ud på papiret, de skal virke i virkeligheden. Det kræver, at kommunerne prioriterer reel vedligeholdelse, så vandet kan ledes væk effektivt og næringsstoffer ikke i samme omfang skylles ud i naturen.
Et velfungerende vandløb er ikke kun til gavn for landbruget, det er afgørende for hele vores økosystem. Det er på tide, vi handler.
