Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), Vonsild / byråds- og regionsrådskandidat.
I alle de debatter, jeg har deltaget igennem valgkampen, er ét emne gået igen: parkering i Kolding Midtby.
Det fyldte også i debatten hos OK-Klubben i går, hvor flere borgere udtrykte stor frustration over de mange tomme el-parkeringspladser – særligt i området ved Buen og centrum, hvor helt almindelige bilister ofte må parkere langt væk, selvom el-pladserne står ubrugt.
Jeg mener, vi skal bruge byen bedre. Derfor foreslår jeg, at kommunen indfører en forsøgsordning, hvor el-pladser i f.eks. Buen kan benyttes af alle i udvalgte tidsrum, når de ellers står tomme. Det vil skabe mere fleksibilitet – uden at genere elbilisterne.
Samtidig skal vi styrke handelslivet. Her foreslår jeg, at Borchs gård (eller et andet centralt område) gøres til 2 timers gratis parkering, så der skabes flow for kunder – uden at medarbejdere i midtbyen optager pladser hele dagen. Det vil give butikkerne bedre betingelser og gøre det mere attraktivt at handle i Kolding.
Jeg vil også gerne af med 3-timers parkering flere steder. Hvis man går rundt og handler i midtbyen, skal man kunne nå at tage en kop kaffe bagefter – uden at være bange for parkeringsskiven. Det hjælper caféerne, skaber mere liv i byen og giver butikkerne de kunder, der holder vores bymidte i gang.
Derudover skal vi gøre det nemmere at søge udeservering, have hurtigere sagsbehandling og bedre adgang til alkoholbevillinger. Det er små justeringer, der betyder meget for, at virksomhederne kan udvikle sig, skabe arbejdspladser og lægge flere penge i kommunekassen – samtidig med at vi får en moderne, levende og tryg midtby.
Mit ønske er enkelt:
En bymidte, der fungerer for borgere, butikker og byliv – ikke kun for biler.
Kolding fortjener løsninger, der skaber liv – ikke tomme p-pladser.
