Læserbrev af Claire Albrechtsen, IB-elev på Kolding Gymnasium.
Som elev på Kolding Gymnasium, oplever jeg dagligt, at vores skole rummer mange nationaliteter, baggrunde, sprog og mennesker.
Jeg tror ikke at en høj andel af elever med ikke-vestlig baggrund, nødvendigvis fører til et parallelsamfund eller dårlige “forhold” generelt, som JydskeVestkystens artikel: “Gymnasium har 40 procent elever med ikke-vestlig baggrund: Nu har myndighederne gransket forholdene,” synes at antyde.
Jeg oplever at blandt mine egne klassekammerater og venner fra STX, både danske og med anden etnisk baggrund, er der et stærkt ønske om at lære, samarbejde og udvikle sig som mennesker. At sætte “ikke-vestlig baggrund” som en risikofaktor for et negativt socialt miljø, virker stigmatiserende. Det giver et signal om, at nogle elever er problematiske alene på baggrund af deres oprindelse eller baggrund, og at det er skadeligt for vores fællesskab på gymnasiet.
Jeg synes det sender et forkert signal, når staten måler problemer ud fra, hvor mange elever der har “ikke-vestlig baggrund”. Det skaber unødig mistillid til ledelsen på KG, og forstærker narrativet om at forskellighed er farligt.
På mit gymnasium, Kolding Gymnasium, er forskellighed netop det, der gør undervisningen spændende og relevant for den verden, vi skal ud i. Kolding Gymnasium er ikke et parallelsamfund, det er et fællesskab, hvor unge mennesker mødes på tværs af forskelligheder, og hvor vores forskelligheder ikke splitter os, men styrker os.
