Kolding Netavis

Jazzkvartet gæster Jazz6000

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Lasse Mørck Kvartet gæster Jazz6000 på Godset fredag den 17. september og giver en fantasifuld og eventyrlig koncert, hvor alle muligheder og drømme kan gå i opfyldelse.

Efter at have boet flere år under mexicanske himmelstrøg, er bassist og komponist Lasse Mørck nu vendt hjem til de danske breddegrader og har samlet et stjernehold af skandinaviske musikere til sin kvartet.

Det er swingende jazzmusik blandet med inspirationer fra fjerne egne og mytologiske steder – alt sammen serveret med en stor omgang personlighed. Lasse Mørck, der modtog Jazznyt Prisen 2017 og blev kåret til Årets Unge Jazzkomponist 2018 har skrevet ny fantasifuld musik med udgangspunkt i de mange inspirationer fra den anden side af Atlanten.

Hans musik er både illustrativ og eventyrlig, og den fletter let og elegant smukke melodier sammen med inciterende rytmer og kreative improvisationer.

Med sig i bandet har han to af Skandinaviens mest spændende og personlige unge blæserstemmer: den danske trompetist Jonas Due samt den svenske saxofonist Ludvig Samuelsson. Derudover har han hyret den prisvindende og meget alsidige trommeslager Snorre Kirk, der – sammen med Lasse selv – sørger for et velswingende rytmisk fundament.

Lasse Mørck har bl.a. en kandidatgrad fra Rytmisk Musikkonservatorium i Kbh. og har desuden – sin unge alder til trods – haft en stilling som professor ved musikkonservatoriet i Xalapa i Mexico. Han har spillet med så prominente navne som Stephen Riley, Steve Turre, Magnus Hjort, Jan Harbeck, Tobias Wirklund, Cæcilie Norby, Jesper Thilo, Mads Mathias Sidsel Storm og mange, mange flere.

Om Lasses debutalbum fra 2017 Imagining places I’ve never been skrev Niels Overgård fra Jazznyt:

-Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme.

Albummet gav ham Jazznyt Prisen 2017 for Årets bedste Album. Også albummet The Aztec Creation Myth Suite som er baseret på myten om aztekernes skabelsesberetning, blev vel modtaget og gjorde at han blev kåret som Årets Unge Jazzkomponist 2018 for kompositionen Tezcatlipoca fra dette album.

Koncerten foregår fredag den 17. september klokken 20 på Godset. Du kan købe billetter her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel