Der er lagt op til en forrygende eftermiddag, når Kolding Jazzklub fejrer 20 års jubilæum søndag 13. september kl. 12.30 på Godset i Kolding med Jan Svarrer og Swing Sisters.
KOLDING: Kolding Jazzklub runder 20 år, og det skal fejres med manér.
Søndag den 13. september klokken 12.30 inviterer Kolding Jazzklub til stor jubilæumsfest på Godset i Kolding.
Først på scenen er den kendte musiker, foredragsholder og komiker Jan Svarrer. Han er kendt for sit fantastiske musikalske show med humor og kropskomik.
I Jans forestillinger inviteres publikum ind i en verden af lige dele morskab, vanvid og eftertænksomhed.
Swing Sisters indtager scenen
Efter en kort pause kommer Swing Sisters på scenen.
Trioen består af Kirsten Siggaard, Lise-Lotte Norup og Kirsten Vaupel. De har sunget sammen i 33 år og tager publikum med tilbage til de swingende 20’ere, 30’ere og 40’ere.
Swing Sisters har flere gange været hovednavn på TV. De er kendt for deres velklingende harmonier.
Hver for sig har de en flot stemme. Sammen er det unikt.
Udsolgt i sigte
Arrangørerne forventer, at koncerten bliver helt udsolgt. Der kan derfor ikke købes billet ved indgangen.
Billetter købes på billetten.dk.
