Skip to main content

Kolding Netavis

Farvel til p-pladser: Her skal bygges 180 nye boliger

Elo Christoffersen
Sideløbende med byggeriet på Riberdyb vil kommunen etablere en promenade langs Kolding Å for fodgængere og cyklister. Foto: Kolding Kommune.

Kolding Kommune sender nu Riberdyb til salg for 10,8 mio. kr. To centrale p-pladser ved Kolding Å skal blive til nyt grønt kvarter med boliger, cafeer og promenade.

KOLDING: De store p-pladser på Riberdyb og Holmsminde midt i Kolding forsvinder. I stedet kommer et nyt, grønt kvarter ved Kolding Å med omkring 180 boliger. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune har netop sendt grunden på Riberdyb i udbud til salg. Mindsteprisen er 10,8 millioner kroner for 5.282 kvadratmeter midt mellem bymidten og campus.

Her skal der bygges ca. 90 etageboliger – både til leje og til salg – plus mulighed for cafeer og kontorer i stueetagen.

Den udvikler, der vinder udbuddet på Riberdyb, får også køberet til en lige så stor grund på Holmsminde, hvor der kan bygges yderligere 90 boliger.

-Vi har to parkeringsarealer midt i byen, som ganske enkelt ikke passer ind i vores ambition om at give Koldings bymidte et markant løft. Vi forvandler det mest centrale af midtbyen til et levende kvarter ved åen, fortæller borgmester Jakob Ville (V).

Promenade og ny bro

Sammen med boligerne bygger kommunen en ny promenade langs Kolding Å til gående og cyklister. Den skal både klimasikre byen og skabe grønne mødesteder.

Senere skal en ny bro binde Riberdyb og Holmsminde sammen, så det bliver lettere at komme rundt i midtbyen.

Første forsøg kuldsejlede

Det er andet forsøg på at sælge grundene. I oktober 2024 trak AP Ejendomme sig fra aftalen, efter Ruslands invasion af Ukraine sendte renter og materialepriser i vejret.

-Vi har været i tæt dialog med udviklere det seneste år og udbyder nu i mindre etaper, så flere end de helt store kan byde ind, siger Jan Krarup Laursen, chef for Plan og Byg.

200 p-pladser forsvinder

Når byggeriet går i gang, forsvinder knap 200 kommunale p-pladser alene på Riberdyb.

I det nye kvarter bliver der kun private pladser til beboere og gæster.

Kommunen planlægger derfor et nyt p-hus ved Holmsminde i næste fase. Der er allerede sat penge af til det i budgetforliget.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.