Læserbrev af Henrik Vest (V), Kolding / byrådskandidat samt medlem af bestyrelsen i Billund Lufthavn.
AI er kommet for at blive! Faktisk er AI kommet for at udvikle sig. Kunstig intelligens er allerede i gang med at forandre vores måde at arbejde, lære, leve og drive forretning på.
Spørgsmålet er, om Kolding vil være med på vognen – eller nøjes med at se den køre forbi?
Derfor har jeg i min ”Kolding Skal Mere – 29 punkts erhvervsplan” udpeget Kolding som Danmarks AI hovedstad.
Forestil dig en kommune, hvor medarbejdere, virksomheder og borgere mestrer brugen af AI. Hvor kommunen samarbejder med IBC og Business Kolding om at skabe Danmarks bedst uddannede arbejdsstyrke inden for kunstig intelligens. Et sted, hvor læring, innovation og erhvervsudvikling går hånd i hånd.
Danmark halter bagefter:
51 % af danskerne har aldrig brugt AI, og kun 27 % har prøvet det i arbejdet (kilde: DST.dk, DI og DE). Det kan vi ændre i Kolding.
Med inspiration fra kurset www.ElementsOfAI.dk kan Kolding udvikle sin egen ”AI-model”-uddannelse – en lokal strategi for efteruddannelse, opkvalificering og erhvervssamarbejde. Det vil styrke både kommunens konkurrenceevne og borgernes muligheder i en digital fremtid.
AI er kommet for at blive – men det er op til os at beslutte, om Kolding skal nøjes med at følge efter udviklingen, eller være med til at lede den.
Kolding Skal Mere. Lad os sammen gøre Kolding til stedet for læring, viden, mestring og inspiration.
