Skip to main content

Kolding Netavis

Bredt flertal lander budget i Kolding

Elo Christoffersen
Foto: Kolding Kommune.

KOLDING: 21 ud af 25 medlemmer af Kolding Byråd er blevet enige om næste års budget. Forliget blev landet onsdag.

Aftalen er indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, SF, Konservative, Radikale, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og løsgænger Cecilie Liv Hansen. Kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten står uden for.

Budgettet rummer både besparelser og investeringer. Kolding Kommune er presset økonomisk – især på velfærdsområderne.

Sparer 40 millioner om året

For at få budgettet til at hænge sammen skal der spares 40 millioner kroner hvert år i de næste fire år. Det svarer til 0,73 procent om året på alle områder.

-Det er klart, at man ikke kan finde 40 mio. kr. årligt, uden at det kan mærkes, siger borgmester Jakob Ville i en pressemeddelelse.

Han peger på, at kommunen allerede har lagt 150 millioner kroner ekstra ind i det tekniske budget for at sikre kernevelfærden. De penge skal nu findes som besparelser på driften – især på velfærd.

-Vi har tid til at gøre det ordentligt. Og når vi finder det hele på én gang, så tænker vi langsigtet, forklarer borgmesteren.

Han understreger, at besparelserne også betyder, at nogle opgaver skal skæres væk eller drosles ned, så medarbejderne ikke presses for hårdt.

Presset på økonomien kommer fra flere sider: Stigende udgifter til service, nye velfærdsreformer, flere lovkrav, pres på jobområdet og mindre indtægter fra grundskyld.

-Vi har haft en økonomi, der har gjort det muligt at styrke børne-, skole- og ældreområdet. De forbedringer står stadig ved magt. Men vi må prioritere anderledes, siger Jakob Ville.

Gratis byggesager og 12-årig plan

En del af sparepengene bruges på nye tiltag. Et af dem er at gøre byggesagsbehandling gratis – både for erhverv og private.

Det skal gøre Kolding mere attraktiv for virksomheder og tilflyttere, så der på sigt kommer flere skatteindtægter til velfærden.

På anlægssiden er der mindre pres. Her er partierne enige om at forlænge budgettet fra 4 til 12 år, så store projekter kan planlægges over længere tid.

-Vi har så mange vigtige projekter. Men vi har ikke penge eller kræfter til det hele på én gang. Når vi udvider perioden, kan alle se, at projekterne er planlagt, fortæller Jakob Ville.

Det prioriteres i de kommende år:

  • Store projekter: Byggemodning af Holmsminde og nyt p-hus i den nye bydel ved åen i midtbyen. Færdiggørelse af nord- og sydtribunen på Kolding Stadion.
  • 2027-2028: Opdatering af faglokaler i folkeskolerne, vejr-sikring af eventpladsen i Seest, forbedring af Løverodde Strand, ny vejadgang ved erhvervsområdet ved Hedevej, areal til skovrejsning ved Hedevej, omfartsvej nord om Nr. Bjert og flere cykelstier – blandt andet ny sti fra Nr. Bjert til Eltang.
  • Mindre projekter: Seniorboliger i centerbyerne, permanent ordning med bylivsplaymaker og bedre koordinering af grundvand for både drikkevand og erhvervsliv.
Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.